309 / 398
302
H aarde Tider
10
.
Georg v. Vollmar og hans Frue kom ikke længe efter
at hilse paa mig. De trøstede mig med, at jeg havde et
Barn tilbage. Deres egen Lod lignede min, men var endnu
haardere. De havde mistet deres eneste Barn, imedens
Vollmar for en saakaldt politisk Forseelse var spærret i
Fængsel.
Og Livet begyndte at gaa sin Gang paany. For den
Omverden, som havde Brug for mig, var det jo, som om
Intet var hændt; man bragte mig Bøger, som man bad mig
bedømme; man anmodede mig om Tidsskriftsartikler uden
at forstaa, jeg var som lammet, og at alt Liv Maaneder
igennem stod stille i mig. — Jeg havde hidtil været en
Skude med en Læk; nu havde jeg to.
Jeg læste i Flauberts Breve hans Klager over, hvor
lidet hans Bøger blev solgte; man forstod ham jo slet ikke.
Og dog gjorde han hvad der for mig vilde været overvæl
dende Lykke. Jeg følte, at min Ulykke var literært det
danske Borgerskabs forfærdende Interesseløshed. Mændene
havde jo sjældent Tid og Hoved til at læse, og disse Gros
sererfruer i Silke behøvede ikke at vide noget; det var for
dem ingen Skam. Ved deres Middage smilte Ingen ironisk,
naar Uvidenheden, tyk og selvtilfreds, viste sit Fjæs. Det
var i disse Hovedstads-Saloner nok at kende Indholdet af
nogle kummerlige Aviser, af en Del nylig opførte Teater
stykker og af den sidste Roman. Derpaa var jeg strandet.
Jeg var til Mode indvendig, som det ser ud paa Teatret,
naar ved Sceneforandring utallige tunge Skyer sænker sig og
fylder Scenen — kun at der hos mig ingen Sceneforandring
resulterede deraf.