310 / 398
OPGANG I INDFLYDELSE
l.
Mine gamle Forældre fejrede i Januar 1891 deres Guld
bryllupsdag med en lille Festlighed, hvori jeg med nogen
Vemod deltog.
Jeg skyldte dem, i min Opvækst at have havt et virke
ligt Hjem, hvad poetisk kaldes en Arne. Arnen er jo ikke
Stene, men Hjerter. Og jeg følte det, midt i adskillig Mod
gang og under smerteligt Tab, som en Lykke at have faaet
Lov til at beholde mine Forældre. Alt paa Jorden er jo
saa usikkert, og har man noget Godt, lever man i stadig
Angst for at miste det. Trods al Uro, jeg havde følt, for
at miste dem, havde jeg dem endnu i Behold, og skønt
det ikke var deres Fortjeneste, var jeg dem taknemmelig
derfor:
Næsten alle andre Forhold stiftedes jo fra først af ved
en Tilfældighed og fastholdtes i Reglen ved en Beslutning.
Forholdet mellem Forældre og Børn var nødvendigt, fordi
det var det naturligste Forhold og det dybeste. Vel sagde
nogle, at vore Forældre og Opdragere er vore naturlige
Fjender. Men det havdeikke været Tilfældet her. Naar
jeg saa tilbage over de mange Aar, saa jeg i min Barndom
Beskyttelsen, det daglige Brød og den daglige Pleje; i min