316 / 398
Opgang i Indflydelse
309
„Det er en dygtig Mand, meget ærgerrig, flink, ingenlunde
højtbegavet. Der kræves intet Geni til hvad han har gjort.
Han er en Spiller, der har faaet Folk til at betro sig Penge.
Efter flere Gange at have været Undergangen nær har han
nu havt Held med sig. Han er uden Skrupler og hensyns
løs; jeg kunde aldrig nære Tillid til ham.“
Som i min tidligste Ungdom i Hamborg studsede jeg i
den zoologiske Have her ved Dyrenes for vort Begreb
barokke Former. I Grunden forekommer i Naturen Alt,
hvad Menneskene til daglig Brug kalder unaturligt, ligesom
i Menneskeverdenen Alt, hvad man tilsyneladende ikke uden
Ret betegner som umenneskeligt. Jeg omgikkes i Amsterdam
Mænd, der selv kaldte sig Pessimister, og min Pessimisme
forfærdede dem.
I Leiden blev jeg gæstfrit modtaget af Orientalisten, Pro
fessor Kern, og blev af Literaturhistorikeren Jan ten Brinck
hyldet paa overstadig Maade. I Leidens Oldtidsmuseum viste
Direktøren mig om, forklarede mig Mumierne og en Mængde
ægyptiske Haandskrifter. De er lette at læse, sagde han,
meget lettere end middelalderligt Nederlandsk.
I Haarlem havde jeg mit Tilhold hos den udmærkede
Familie van Eeden. Den fremragende Fader var Direktør
for Kolonialmuseet, kendte Forholdene paa Java og Sumatra
tilbunds, var desuden særligt sprogkyndig, læste islandske
Sagaer og danske Bøger. Sønnen, den alt da bekendte,
senere berømte Digter og Menneskeven, gjorde Indtryk ved
ganske selvstændig Personlighed. Han og hans Ven, Dig
teren de Gorter, daterede den nyere Poesi fra Verlaine og
Mallarmé som allerede fjerne Stamfædre.
I Haag modtog den gamle Maler Israels mig med en
Varme, som havde jeg været hans Søn. Han stod højt
oppe paa første Sal, da jeg ved Indgangsdøren til hans Hus
afgav mit Kort. G. B.? spurgte han nedefter, den rigtige?