308 / 398
Haarde Tider
301
hvis Følger jeg endnu fornam. Nu skulde jeg paa den lægge
min Datter i Jorden.
24. November om Natten sad jeg i mit øde, triste Hjem,
mens Vinden hylede afskyeligt omkring Hjørnet. Jeg kunde
(underligt nok) ikke slippe nogle Vers af den anden Jesaias
(65. Kap.), der aldrig før havde sysselsat mig, i hans Spaa-
domme om en tilkommende, lykkelig Tid:
Da skal man ikke mere høre Graad.
Der skal ikke mere dø Smaabørn
og ingen Olding, som ikke har levet sit Liv til Ende.
Mine Udvalgte skal nyde Frugterne af deres Arbejd,
de skal ikke arbejde forgæves,
ikke avle Børn til brat Død.
Og jeg sagde til mig selv: Dette er vel skrevet omtrent 536,
lige før Tilbagevendelsen fra Babylon. For 2426 Aar siden
haabede da den burnusklædte Poet, som sad dér i det gamle
Babylon og glædede sig over Persernes Nedbryden af det
assyriske Rige, at en saadan Tilstand var nær forestaaende.
Hvor tog han fejl!
Under en afskyelig, raa Østenvind, der gik til Marv og
Ben, blev hun sænket i Jorden. Præstens Tale var op
rørende, nærmest rettet imod mig, desuden stupid: han be
tonede atter og atter, at det tiaarige Barn var Synderinde.
Han misbrugte det Overtag, som det gav ham, at jeg af
velovervejede Grunde havde ladet den lille Pige døbe; jeg
havde gjort hvad jeg kunde for at skaane hende for Vanske
ligheder i det paa Vanskeligheder forud tilstrækkeligt rige
Jordeliv. Min Foragt for ham, som var stum, var ikke
svagere for det, men slugtes af Kvalen. Venners Deltagelse
gjorde desuden godt.