306 / 398
Haarde Tider
299
Mest paafaldende, mest beundringsværdig og skrækind
jagende, var hendes rørende, stadigt vaagne Omhu for ikke
at smitte os andre, den Haandbevægelse, hvormed hun fjer
nede mig, naar hun skulde hoste. Allermest rørende var
hun maaske idag, da hun forpint, næsten kvalt, sagde: Synge,
synge! og man følte, at hun i Fantasien sang, mens Hosten
rallede i hendes stakkels lille Strube. Den Nattergal, hun
var, hvis Liv var Sang.
Vidunderlig var den Hvisken, hvormed hun idag sagde:
Tusind Tak, lille Mor! Og da jeg spurgte: Skal jeg ikke
ogsaa have et venligt Ord: Tusind Tak, lille Far!
Undertiden, naar hun var forpint, sagde hun: „Gaa
væk!“ undertiden ogsaa: „For mange!“ Jeg pintes ved Tan
ken om, at „Gaa væk!“ maaske kunde blive hendes sidste
Ord til mig. Da hun sagde, jeg var saa sød, blev jeg glad
og spurgte hende, hvorfor hun da havde sagt: Gaa væk!
Hun svarte: „Fordi jeg da ikke kunde taale det.“ Intet
Elskeligere kan tænkes end hun under den Sygdom.
Hun havde til det Sidste sin Forstand. Da hun sagde
til mig: „Har taget det“, troede jeg paa Vildelse; men det
var, for at jeg ikke skulde plage hende med at tage Vin og
Mikstur. Og nu ligger hun derinde stiv, med aaben Mund;
det lille yndige Legeme, saa dejligt formet, uden Liv.
Vi talte om Fru I. H., der havde brækket sit Ben. —
Er hendes Sygdom værre end min? — Jeg sagde: Véd du
nok, hvem hun er? — Ja, med en mørk Krans om Haaret
paa Vodrofslund.
Om det Album, jeg idag købte hende, fordi hun vilde
have et lignende som hendes Søsters, men der var uden
Værd, fordi det dog aldrig skulde bruges, sagde hun: „Det
er ikke fint Fløjl. Det skal være til Børnene, at skrive i.
Men jeg vil have et andet med Fløjl som Ediths til de
Voksne.“ Og nu Ønsker om Jul, om Fremtiden. Det var