307 / 398
300
Haarde Tider
som et Symbol Saadan narres vi alle gennem Livet til
Døden af Haab.
Rørende var det, da hun i Aften nogle Timer før sin
Død sagde: Jeg har det saa godt nu, er meget mindre hæs.
Og virkelig var Stemmen en Smule mere tydelig.
Aldrig før har jeg set et Menneske dø, og nu mit eget
Kød og Blod“.
9.
Der fulgte alle de Rædsler, der ledsager et Dødsfald:
Anmeldelsen paa Raadhuset, Gangen til Ligkistefabrikanten
og til Bedemanden, det modbydelige Besøg hos Præsten, en
af Folkekirkens Notabiliteter, ligesaa indbildsk som enfoldig,
det vil sige ovenud af kristeligt Hovmod, som han holdt det
for sin Pligt at lade komme til Orde.
Jeg kørte til en Fotograf for om muligt at faa det sidste
Billed af hende fastholdt. Hans Apparat var paa Folke
teatret. Kørsel derhen, mens Dagen led og Lyset svandt.
Endelig lykkedes det, før Vinter-Dagslyset helt var borte,
at faa to Plader tagne af hende, som hun laa der pyntet i
sin Kjole paa Sofaen.
Hun saa ligefrem dejlig ud, da hun blev lagt paa sin
lille Dyne i Kisten, som helt fyldtes af Blomster. Maleren
Harald Slott-Møller gjorde den Kærlighedsgerning imod mig
at udføre en Farveskitse af Barnet i den korte Stund, som
var levnet. Saa kom de Kl. 9 og lukkede Kisten. Hvilket
Øjeblik!
Hun skulde begraves d. 25. November, paa den Ulykkes
dag, hvor lige fra min spædeste Barndom ved en Tilfældig
hed saa meget Ondt havde ramt mig. Tyve Aar forinden
havde jeg i Rom den Dag ligget, opgivet af Lægen. Netop
fem Aar forinden havde paa den Dag en Ulykke truffet mig,