346 / 398
Opgang i Indflydelse
339
Igennem Slud og Taagers Rift
hver Fakkels røde Tunge
skal tegne højt i Lueskrift
dit Navn for Danmarks Unge.
Saa sprang Retshjælpens Formand, Overretssagfører
Oskar Johansen op paa et Bord og holdt, ledsaget af heftigt
Bifald den følgende Tale, der senere atter og atter er bleven
anført imod ham og anbragt som en Hindring paa hans Vej:
Arbejdere, Kunstnere, Studenter hylder vi Aandens
Høvding i Norden!
Unge Hjerters glødende Begejstring lægger vi paa det
Anerkendelsens og Taknemmelighedens Baal, der iaften slaar
sine Flammer højt op om Navnet Georg Brandes!
Arbejdere, Kunstnere, Studenter, siger jeg, kommer vi
Arm i Arm. Og hvorledes skulde det være anderledes?
I lige Grad hader vi. Hader det aandsforladte, det
pengedyrkende, det fladttænkende, spidsborgerlige, snobbede
og hykleriske Bourgeoisi. Dette Bourgeoisi, der, tilfreds med
det bestaaende, fordi det er dem, der bestaar, konservativt,
fordi det er dem, der bevares, udgør enhver ny Tankes,
ethvert Fremskridts svorne Fjender. Smaalighedens, For
sigtighedens og Pænhedens glatte Ulastelige.
Ja tilvisse, vi hader dem.
Men fælles i Had er vi ogsaa fælles i Kærlighed.
Os fylder Livets ideale Magter, forjagne andetstedsfra,
Frihedens og Retfærdighedens hellige Ideer. I Ungdommens
modtagelige Sind, i Arbejdernes trofaste og troskyldige Hjer
ter, dér gemmes Livsværdiernes ædleste Guld.
Vi Kunstnere og Studenter, vi forlanger fremfor alt ét:
Frihed. Thi Frihed er Aandens Livsbetingelse.
Og vi Arbejdere, vi har ét første Maal: Retfærdighed.
Thi Retfærdighed er Lykkens urokkeligste Grundlag.
22
*