350 / 398
Opgang i Indflydelse
343
Du Tankedrot, du „Lynildsmand“, du Danmarks bedste Søn,
som spredte Glans om Danmarks Navn, kun ringe blev din Løn.
Guld du ikke spandt,
et dog vist du vandt;
Ungdommens Hjerter fast til dig du bandt.
Herman Trier, Morten Pontoppidan, Birger Morner og
Pianofortearbejder Holst talte, den sidste paa de danske
Arbejderes Vegne.
Jeg svarte: Tak for Alt! De faar mig virkelig til sidst
til at tro, jeg nu regnes med blandt Byens bedste Mænd.
Tidligere har jeg aldrig kunnet tænke mig en Anledning,
hvor jeg vilde blive regnet med til disse, uden en eneste,
mindre hyppigt forekommende. Det hændte i Aaret 1347,
at Kongen af England, der belejrede Calais, lovede at skaane
Byen, ifald man sendte seks af dens ypperste Borgere ud
til ham, barfodede, skjorteklædte, med Strikken om Halsen,
„for at han kunde handle med dem efter sin Vilje.“ Ifald
det lod sig tænke, at en fremmed Feltherre laa for Kjøben-
havn og paa lignende Vilkaar gik ind paa at afstaa fra Plyn
dring og Blodsudgydelse, saa var dette den eneste Lejlighed,
hvorved jeg hidtil har kunnet gøre mig grundet Haab, ja
nære sikker Forventning om, at blive regnet med blandt
Byens mest udmærkede Mænd. [Rodins berømte Gruppe
var dengang endnu ikke til].
Jeg har ikke gaaet ad den lige Vej til Hæder.
I et tysk Vittighedsblad er tegnet to Drenge, der læser
paa en Afviser Indskriften: „Denne Vej er ingen Vej. Den
som alligevel gør det, betaler en Bøde af tyve Mark.“ —
Er du gal, siger den ene, vil du gaa der? Der er jo ingen
Vej. — Fæ, svarer den anden, var der ingen Vej, saa stod
der jo ikke: Denne Vej er ingen Vej.
I min Ungdom kom jeg til en saadan Afviser: „Denne
Vej er ingen Vej.“ Hvorpaa jeg gik ad Vejen.