347 / 398
340
Opgang i Indflydelse
Hvorledes skulde vi da undgaa at finde hinanden paa
en Tid, hvor Uretten, anset, sidder paa Magtens Trone,
hvor Friheden i stedse snevrere Krese omspændes af
Alliancen: Hundenes Kobbel og Hof-Jægernes byttegridske
Flok.
I Sandhed. Svigtede
vort
Sammenhold nu, da saa det
sort ud herhjemme. Men det gør det ikke. Og det vil det
ikke gøre, saa længe Bornerthedens og Brutalitetens stærke
Magter ikke er styrtede i Gruset, hvorfra de, hastig til
sandede, aldrig vil rejse sig mere.
Det lover vi hinanden med al vor Vilje. Det lover vi
Den, der er os det levende Symbol paa alt det, som udgør vor
stadige Stræben, vor inderste Trang, Frihedens glødende
Apostel, Retfærdighedens utrættelige Talsmand, Georg Brandes.
Som et Trompetstød virker dette Navn paa os.
Hvor ofte har vi ikke midt i Kampen hørt det klinge
langt forude, kaldende os fremad. Hvor ofte har det ikke
lydt til os, æggende, hidsende, vækkende os til ny Anstren
gelser, naar Modet en Stund var ved at svigte, og Hovedet
træt sank ned paa vort Bryst.
Georg Brandes trættedes ikke.
Hans
Mod svigtede aldrig.
Lige kraftigt, lige ungt klinger hans Raab til os nu som
bestandig. Langt forude, altid hvor Kampen raser stærkest,
Faren er størst.
Og hvorledes har ikke hvert Værk, han har udsendt,
været som et mægtigt Projektil, sønderbrydende Reaktionens
og Dumhedens tryggeste Forskansninger, spredende Lys og
Luft til alle Sider.
For det alt, for alt, hvad Georg Brandes har været for
os, for det danske Folk, siger vi Tak. Ikke som vi burde,
thi det formaar vi ikke. Men efter vor bedste Evne, saa
oprigtigt, saa varmt, saa inderligt, som danske Arbejdere,
danske Studenter, dansk Ungdom formaar.