349 / 398
342
Opgang i Indflydelse
Og gid Den, som er træt af at bære Faklen, vil række den til En
af den næste Slægt!
Morgenstjernen hedder paa Latin Lucifer, det vil sige den som
bærer, som bringer Lyset. Gamle Kirkefædre, som misforstod et Skrift
sted, har indbildt sig selv og andre, at denne Morgenstjernens Aand,
denne Lucifer, som bragte Lyset, var en Djævel.
Tro aldrig det! Det er den dummeste, den farligste Overtro af alle.
Det Folk, der tror det, er fortabt. Lucifer, Ildens Ophav og Flammens
Bærer og Luernes Aand, hvis Sindbilled er den Fakkel, han svinger, det
er selve den Livets Gnist, der gløder i Blodet; det er selve den Kund
skabens Stjerne, der lyser paa vor Himmel; det er den gode Aand.
Han er en Lysets Engel. Tro aldrig den Løgn, at Lysets Engel
nogensinde faldt eller kunde falde!
Tak for de Fakler! Lad dem flamme højt! Lad dem lyse vidt!
Man svingede Faklerne, man raabte og man klappede,
mens Gnisterne steg op imod Altanen i en Sky af Røg.
Dejligt blev Skuet, da Faklernekastedes sammen i Baal og
gyldenrødsort Flammeskær i Røgmulm løftede sig fra Baalet.
15.
Fakkelbærerne og deres Følge blev ved Midnatstid bæn
kede i den store Sal, fik Punsch og afsang flere Sange.
Iblandt dem var en af en ung Student (senere Redaktions
sekretær ved
Politiken)
P. C. V. Hansen, hvis Slutnings
strofer lød:
I Kampens Larm saa mangen Stridsmand skifted snart Kulør,
og nogle slog til „Ridder“ sig paa ham, de fulgte før.
Hver en Løgn blev slugt,
hver en List blev brugt
— end fik dog Dværgene med ham ej Bugt.
Som klare Lyn hans Tanker gennem Mulm og Mørke brød,
og tætte Skarer samled sig, saasnart hans Stemme lød.
Svandt den første Flok,
stadig var der nok,
nye sig fylked om hans Førerstok.