TIDEN FRA AAR 1750 TIL 1857.
Ved det 18. Aarhundredes Midte var Laugenes Stilling blevet meget
stærkt forringet. Da Regeringen ønskede, at saa mange som muligt
skulde kunne leve af det paagældende Haandværk, om saa end den
enkeltes Udkomme blev smaat nok, hellere end at en mindre Kreds
monopoliserede Haandværket og havde et rigeligere Udkomme, kom
Regeringen i skarp Modsætning til Laugene, hvis Ønsker netop gik ud
paa at begrænse Tilgangen saa meget som muligt. Regeringen var jo
imidlertid den stærkeste Part og i Stedet for, som i tidligere Tid, at give
nye Laugsartikler, naar der var Forhold, man ønskede at ændre, —
Slagterlauget fik jo, som vi har set, nye Artikler fire Gange i Løbet af
det 17. Aarhundrede, — gik man nu den Vej igennem enkelte Forord
ninger at gøre flere og flere Indhug i Laugenes Privilegier. Den danske
Haandværkerstand blev paa denne Maade trængt dybere og dybere
ned i Fattigdom og dermed i social Stilling, medens andre og nyere
Lag dannede sig ovenfor den, og Haandværket var i denne Nedgangs
periode henvist til at hente sin Tilgang fra de laveste Lag i Befolknin
gen. Modstand og Bøn om Forbedring i Haandværkernes og i Haand-
værkets Kaar mødtes af Regeringen med Tvang og Afvisning. Det var
jo Enevælden, der regerede, og den vidste bedst, hvad der tjente ti!
Folkets Vel. Da samtlige Laugs Oldermænd 30. December 1769 indgik
til Byens 32 Mænd med en Petition om gennem Magistraten at rette
en Henvendelse til Kongen om i Tide at raade Bod »paa den totale
Ruin, som vores Laug dagligen trues med,« fandt Laugene, som næsten
altid, et villigt Øre hos de 32 Mænd og Magistraten, men Kongen tog
Sagen meget unaadigt op og befalede Magistraten at tilkendegive de
32 Mænd fremtidig ikke at befatte sig med Sager, der ikke vedkom
dem. Stillingen var nærmest haabløs for de gamle Laug, og som den
var det for de øvrige Laug, saaledes var den det, vel endog i højere
Grad, for Slagterlauget.