78 / 215
— 11 —
holde sig deres Anordning og Takst efterrettelig. Desuden skulde alle
Underskriverne betale 100 Rdl. til de fattige, enhver lige meget, men
Oldermanden dobbelt, og han skulde tillige afsættes. Koncipisten skulde
Magistraten irettesætte skarpt, og endelig skulde den første, som blev
grebet i tre Gange at overskride Taksten, uden al Naade have sin
Laugsrettighed forbrudt.
Affæren endte saaledes med et eklatant Nederlag for Slagterlauget.
Det var jo unægtelig ogsaa en noget nær halsløs Gerning, det havde
indladt sig paa ved at kritisere Øvrigheden, og Straffen maatte og
skulde følge. Sagen er imidlertid meget interessant for Laugets Histo
rie, ikke blot fordi den viser os den bitre Kamp om Kødtaksten i et
skarpt og grelt Lys, men ogsaa fordi den viser os et nyt Eksempel paa
det ubrydelige Sammenhold, det prægtige Kammeratskab, der altid har
hersket indenfor det gamle Laug.
Vi kan ikke forlade dette Tidsrum uden nogle yderligere Bemærk
ninger om Frislagterne og om de mange upriviligerede Personer, der
gjorde Laugsslagterne saa stærkt et Indpas i deres Næring, nemlig
Bønhaser og Fuskere.
F r i s l a g t e r n e skulde kunne slagte, og de var i Følge deres Pri
vilegium forpligtede til at holde godt Kød til Salgs for billigere Pris end
Laugsslagterne, men dermed er ogsaa alt sagt. Forskellen paa Laugs-
slagternes og Frislagternes Byrder falder stærkt i Øjnene. Medens de
første tyngedes af alle de Pligter og Byrder, som hvilede paa de fast
bosiddende, næringsdrivende Borgere, havde de andre kun faa, og disse
tog de sig let. 1718 beklager Lauget sig over Frislagterne, der løb fra
Hus til Hus med deres Varer i Stedet for at blive ved deres Stader og
ikke opfyldte deres Pligt til at give bedre Køb end Laugsslagterne, og
Lauget siger, at om dette skal blive ved, maa dets Medlemmer give
Afkald paa at indkøbe Kvæg paa Landet og lukke deres Boder, hvilket
en Del af de yngste allerede havde maattet gøre, eftersom de købte
gode Varer, der var i høj Pris, medens Frislagterne købte ringe Kvæg.
1 en Indberetning af 12. April 1722 afslører Politimesteren i klare Ord,
hvad Frislagterne virkelig var for Folk, idet han siger: »Disse anord
nede Frislagtere er Stakler, har ingen Forskud at giøre, tager Soldater
i med sig, sælger meget slet Kiød, holder sig ikke altid efter Taksten.
Gud ved, hvad Slags Kiød de undertiden sælger, hvorved Staden kunde
befænges! Saadan syg Ko kan de købe for
2
Rdl. og sælge Kiødet for
af en Oxe og vinde saaledes mere derpaa, end en ærlig Laugsslagter