![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
Torben Ejlersen
damedrik baseret på rødvin, ristede pommeranser og sukker
.38
Populariteten holdt sig uændret i de følgende årtier.
Foretrak man hvidvin, døbtes drikken »Kardinal
«.39
Det færdige
udtræk af pommeransfrugten kunne fås under navnet biskop
essens til opblanding med den ønskede vin. Pommeranser blev
desuden brugt i frugtsupper og i chokolade- og kageproduktion.
Karakteristisk nok var det forlystelseskongen og chokoladefabri
kanten R. T. Kehlet, der i 1833 var eneste aftager af pommerants-
olie. Udgiften pr flaske var 48 sk.
Endelig må Raaschou & Muncks franske vineddike med. Det var
en uundværlig ingrediens i datidens finere madlavning, f.eks. til
hollandsk sauce, som ofte blev serveret til fisk.
Vin fra Bourgogne søger man forgæves i 1833. Den blev også pro
duceret i betydeligt mindre mængde end Bordeauxvin. Den var
desuden kostbar på grund at den besværlige transport fra vinmar
kerne i Østfrankrig til udskibningsstederne. Først med udbygnin
gen af kanaler og jernbane stimuleredes handelen. Det stemmer i
øvrigt overens med, at bourgogne også var en sjælden vin i godset
Egeskovs ellers så fornemme og alsidige vinkælder i 1860'erne.40
Når bourgogne ikke nævnes hos Raaschou & Munck i 1833 ligger
forklaringen måske i det knappe regnskabsmateriale om privat
kunder, især de københavnske. Først et par årtier senere dukker
bourgognen hist og her op i papirerne.
Raaschou & Munck nævner ikke vin fra Mosel, Alsace og Italien.
Om italienske vine skrev O. J. Rawert, at når de næppe importeres,
er årsagen, at vinene ikke var egnede til transport, da de meget let
blev fordærvet under bevægelse
.41
Raaschou & Munck kunne også levere tomme flasker til de
købmænd, som selv ønskede at tappe på flaske fra de tilsendte
ankre og fade. Udgiften til emballage synes inkluderet i vareprisen.
Når en kunde returnerede et »ledigt« anker blev han godskrevet for
en rdl. Tomme flasker tog vinhandlerne imod for otte sk. pr. flaske.
Det var gængs praksis i branchen. Komponisten C. E. F. Weyse, som
i 1830'rne handlede hos hofvinhandler Christian Waagepetersen i
St. Strandstræde, skriver således i et brev til sin plejesøn: »Kassen
og Flaskerne maa Du ved Leilighed lade mig faae tilbage. Du veed
Viinhandleren forlanger Flaskerne tilbage, med mindre, man beta
ler ham
8
s for Stykket
«.42
Købmændene var omhyggelige med at
52