10 / 101
gene med Oldtidslandet som Maal, men først nu var det
blevet til Alvor. Begge to bar vi vores Oppakning af Hypo
teser, og Johannes V. utvivlsomt den tungeste: Mulighe
den for at finde Spor af en Baadehavn eller Ophalings-
plads i Nærheden af Tofte Kilde, det rustfarvede Væld,
som i fjærne Dage var helliget Dyrkelsen af Himmelguden
Ti, han, som gav Tibirke og Tisvilde Navn.
Johannes V.Jensen gik forrest, med smaa korte Vugg i
Hofterne og Fødderne strengt parallele som hos en No
made i Fart. Eller en Indianer! Barndommens Stifinder i
bløde Mokkasiner. Og jeg har aldrig kendt et Menneske,
der som han kunde mærke Fortiden gennem Saalerne.
Hvor han end traadte, gav Jorden noget fra sig, et Skaar,
en Flinteflække eller Halshvirvlen af en Uroxe, hentet op
med Fyldet fra en meterdyb Dræningsrende. Ogsaa den
Dag fejrede hans Sporsans smaa Triumfer, der fyldte ham
med et sødt Behag. Han fandt paa en af de kuplede Bakke
øer, der engang havde været havomflydte Holme, Rester
af en Flora, der fortalte os, at de, som for Aartusinder siden
havde befolket dette Jordskud, havde haft grønne Ege
kroner over sig. Vi hørte begge Skoven suse.
Baadehavnen fandt vi ikke - og dog er den der, selvføl
gelig! - men vi trak længst forsvundne Færdselslinjer op og
gik dem efter i Terrænet. Lønnen fik vi et Par Aar efter, da
Tørvespaderne afdækkede Mosens berømteste Fund: den
stenlagte Færdselsvej fra romersk Jærnalder, der svarer saa
smukt til Himmerlands Borrémose endogsaa hvad selve
Navnet angaar. Borreengene hedder den Lokalitet, som vi
hin Dag gennemvandrede med Jærnalderfolkets Kørebane
usynlig under os, dækket af Kæruld og Nellikerod. Vi var
ihvertfald paa Sporet.
6