12 / 101
Nu kunde Slæden virkelig køre paa den bare Jord. Men
de runde Træskiver i Enden maatte gøres større, tages af
en tykkere Træstamme, og det var et langt Stykke Arbejde
at hugge den tynd paa Midten; hvorfor ikke gøre en Stang
fast paa Slæden og lave Hullet i selve Skiverne ?
Det knitrer i Hvidbjørns Haar ved Tanken; han faar
Tømmerarbejdet gjort og ser sig saaledes efter flere Som-
res møjsommelige Forsøg og et uendeligt Hakkeri med
Stenøksen i Besiddelse af den første Kærre.
Nu Hestene for! Hvidbjørn henter et Par, og det kan
nok hændes, de vender det hvide ud af Øjnene ved Synet
af dette Stillads med to maaske meget skæbnesvangre Hjul
under. De rømmer sig og bæver saa smaat, gør sig rede til
en Galop, om det saa skal være til Verdens Ende, for Fri
heden, og det maa de godt, mener Hvidbjørn; men de skal
staa stille, saa længe til de har faaet Læderremmene paa;
en lille Smag af dem hen ad Flankerne gør dem paa een
Gang villige til at tage dem paa og mere frihedslystne til
Gavn for, hvad Hvidbjørn har i Sinde. Et Bidsel af Hjorte
tak i Munden til at skumme over, væk fra Hovederne,
Drenge, og den glade Hvidbjørn kører . . .«
Om denne første rasende Kørsel med Hest og Kusk og
skumplende Hjul fortæller Johannes V.Jensen os en Ting,
der nok maa staa for hans egen Regning: den skænkede
Hvidbjørn Ilden. Røg og Gløder, tilslut den klare Flamme,
brød ud fra de hedede Nav, og modsat Vognen ved Eliæ
Himmelfart kvaskede Hvidbjørns Køretøj sammen i en
ublid Forvirring af splintret og rygende Træ. Men Ilden
fik han altsaa, den kostelige Gave.
Senere Tiders Vognmænd - som alle er af Hvidbjørns
Æt - vil hæfte sig mere ved andre Erfaringer, som han ud-
8