KuskeKrikkerOgKøretøjer

dommelige Vogne, som ambulante Silketelte bevæge sig

v i d d e n

, Processionsstien, der omgiver Templerne. Men

Billedet var ikke vanskeligt at genoplive i Tanken. Kvin

derne i deres brogede

s a r e d s ,

Præsterne, hvis brune Arme

rækker ud efter Frugtofrene, Musikanterne, der blæser i

Konkyljehorn og de fromme Selvplagere med strittende

Naale i Kinderne og Blodet drivende fra Ryggens Jærn-

kroge. Og endelig ved Aften, naar Mørket er faldet paa,

en Pige der omsætter en gammel Hindulegende i Dans, og

som tilslut, naar hendes Ankelbjælder tier, synes at opløse

sig selv i en Duftsky af Jasmin og Sandel.

Guddommelige kaldte jeg disse Vogne, og de er det. I

hver enkelt af dem er en Gud incarneret, og de bærer et

Billede af den, til hvem de er indviet. Sivah har sin Oxe,

Kandasami sin Paafugl, og Vishnu er legemliggjort ved en

stejlende Slange, en Cobra med strammet Nakkehud.

Andre Steder i Verden - ogsaa hos os - har Vognen væ

ret en hellig Ting, og det er rart at træffe en afsides Plet,

hvor man stadig omfatter den med Veneration. Ogsaa rart

at finde den udstyret med rent materielle Kvaliteter, som

indgyder Ærefrygt. Det er Hjulene jeg tænker paa. Disse

mægtige, sammenklampede Træskiver, der gør Indtryk af

at være udsavet af et af de Kolossaltræer man træffer paa,

naar man krydser Ceylons Jungle, - Kæmper, som i et

Stykke aabent Parkland har klaret sig fri af Snyltere og nu

har fem-sex Hundrede Aarringe staaende i Veddet.

Naar vi gik ind i Rafteskurenes Halvskygge - min Rej

sekammerat for at fotografere og jeg for at lege Kultur

historiker - forekom det os ufatteligt, at disse Tempel

vogne overhovedet kunde bevæge sig. Der er noget helt

uflytteligt over Hjul, som er gaaet i Tjeneste hos Indiens