23 / 101
Vi støder paa det henved tusinde Aar efter, og da er det
ikke til at kende igen. Det er renset for Pløre og Lerklum
per og gjort af et Stof, der var ukendt for Stenaldermen
nesket, af Bronze. Men dertil bærer det en straalende
Skive af et endnu sjældnere og kostbarere Metal: det rige,
røde Guld. I denne sin nye og lettere Skikkelse har Hjulet
ligesom hævet sig fra den klæge Bondejord og er gaaet paa
Rejse i Rummet. Hen over Himmelbuen trækker det nu
en Guddom, selve Solen!
Det er i denne Omgang et sjællandsk Mosedrag, ved
Trundholm i Odsherred, der lukker Tørvejorden op og
skænker os et Vognfund af Betydning. En overdaadig Gen
stand, saa mærkelig i sin Art, at den Jordbruger, som en
Efteraarsdag i 1902 skar Solvognen op med sit Plovjærn,
pure nægtede at tro paa dens Værdi og slet ikke kunde
fatte dens Betydning.
H a n
fandt Vognen, og firefyrre Aar
efter fandt Radioen ham. Jeg skrev i Sommeren 1946 en
Udsendelse om vore Mosers Rigdomme set med Arkæolo
gens Øjne, og i den betroede Trundholmmanden Lytterne,
at han ikke agtede Vognen større, end at han gav den vi
dere til sin Knejt som et Stykke havareret Legetøj. Nu gik
det godt, eller bedre end ventet, og derfor kan vi tillade os
at smile til Situationen: en lille sjællandsk Bondedreng,
som i et Par Maaneder kører Hyp med selve Solskiven og
Solens Hest til Gæk for intetanende Videnskabsmænd.
Heldigvis fik
d e
Lov at lege med, inden det blev for sent,
og i den omtalte Radioudsendelse tolkede Professor Brønd
sted Fundet saaledes, i det mindste i Hovedtrækkene:
Solvognen er Solen selv, men ikke nogen personificeret
Guddom. Det er hellerikke den drejende Sol - hvis Rota
tion man naturligvis ikke havde klargjort sig, men en
19