26 / 101
Nu kan Læseren med nogen Føje sige, idet han trave
sterer Landets herligste Dialekt: Hwa’ Dælen rager Ring
købing mæ’ !... Nej, tilsyneladende ikke, - og dog. Min
skjulte Hensigt med at føre ham vesterud har den Bag
grund, at her paa disse Kanter er Vognen fundet, den
danske Vogn, i sin allerprægtigste Skikkelse. Den kom for
Dagen ved Dejbjerg i 1880, og det drejede sig for den Sags
Skyld ikke om en enkelt Vogn, men om to Exemplarer af
samme Type. Blot var det ene saa medtaget, at det ikke
har kunnet lade sig samle og opstille.
De Omstændigheder, der kendetegnede Fundet, viste
klart, at Vognenes Henlæggelse var Led i en Kulthand
ling. De var viet Gods, skænket til Guderne paa den sæd
vanlige Vis: brudt itu og anbragt paa en formodentlig
hegnet Plads i en Mose, hvor Enggræsset og Tørvemosset
efterhaanden voxede op og dækkede Offergaven til. Nogen
voldelig Sønderbrydning har Dejbjergvognene imidlertid
ikke været Genstand for. Med en Forsigtighed, der kan
tydes som Ærefrygt, er de enkelte Dele blevet skilt fra hin
anden og med Omhu lagt paa Plads - varsomt har man
behandlet de guddommelige Ting.
Køretøjerne stammer fra den Periode vi kalder den kel
tiske, fra Tiden kort før Kristi Fødsel, og keltisk Smag præ
ger dem til de mindste Detaljer. Alligevel hælder man til
den Overbevisning, at de er gjort afen indenlandsk Haand-
værker, en Mester, der har ladet sig gennemtrænge og in
spirere af den Kunst, som blomstrede i den keltiske Kul
turkreds. Og aldrig har en Vognmager, dansk eller frem
med, sat sig et værdigere Eftermæle.
En ødsel Udsmykning af Bronzebeslag - der maa have
glitret som Guld i Solen - dækker Vognens Længdefjæle
22