30 / 101
Rig kom ogsaa til Ammas og Afas Hus, og om Føl
gerne af hans Natteophold siger Sangen:
Vel kunde R ig Raad dem sige,
rejste sig saa, rede at sove.
M id t paa Lejet lagde han sig,
og Salens Folk til begge Sider.
Trende Nætter han tøved dér ;
g ik saa videre, midt ad Vejen.
Monne nu lide Maaneder ni.
Barn fik Amma, med Vand det østes.
K a r l
de kaldte det, Konen svøbte det,
rødmusset Ansigt, Øjnene spilled.
Tog til at voxe og vel trives.
Stude han tæmmed og smeded Plov,
tømred Huse og tækked Lader,
l a v e d K æ r r e r
og kørte Plov.
Med disse Vers gør Eddaen, Nordens ældste Digtning,
Bonden til Vognens Skaber og svejser dem begge sammen
i et Skæbnefællesskab. Vognen blev den Bofastes Ven, som
Ard og Plov havde været det fra Tider ingen mer kunde
huske. Den bar de Byrder, som før havde krummet Man
dens Ryg og ældet ham før Tiden, den kortede de lange
Veje og skabte Nærhed mellem Bygderne. Overalt i Hver
dagens Gærning var den med.
Jorden var dens Virkeplads; men paa Himmelbuen
straalede dens Billede. Højt over de tørveklædte Hustage
kørte Dejbjergvognene endnu, styret af Guderne!
2 6