31 / 101
Naar Bonden havde fodret af, kunde det hænde, at hans
Tanker for en Stund hvirvlede ud i det ufattelige Rum.
Han stemte Ryggen mod Husets lerklinede Fletværk, støt
tede sig til Hjemmets trofaste Væg for at afbøde en Svim-
len, der fik Hjærnen til at dreje og gjorde Sjælen usikker.
Deroppe, hvor Mælkevejen gik som et sandet Spor
tværs over de kuldetindrende Sletter, saae han Vognene
lyse, og han talte underlig bevæget de Stjærner, der trak
deres Omrids op.
Kvennavognen saae han, den lille Bjørn. Men det var
Mændenes Køretøj, Karlavognen, der holdt Blikket fast.
Maaske var det efter den, at Ammas og Afas Søn havde
bygget den første Kærre. Men en ny Magt havde over
taget baade Køretøj og Navn. Nu var det Odin med Dæk
navnet Karl, der fik Vognen til at svinge rundt mellem de
blæsende Vinterstjærner.
D
er
er flere Digtere end vi tror. Hvem tør benægte, at
selv det jævneste Sind famler efter Verset og Ordenes My
stik, naar det en Aften gennemstrømmes af uklar Undren.
Hvem tør sige, at ikke Jærnalderbonden med Øjnene ret
tet mod Odins Vogn har formet et Stæv, der gik i Jorden
med ham selv. Men leder vi efter det, kan vi finde det igen.
To Tusind Aar efter staar en ny Bonde ved sin Husgavl
oppe i Sallingland og ser de samme Stjærner, som alle dan
2 7