37 / 101
Af alt, hvad der fra nu af fulgte, saae jeg til min Be
skæmmelse, at Manden var ladet med de bedste Hen
sigter og kun brændte af et eneste Ønske: at drage Om
sorg for min celebre Person, som han altfor venligt titule
rede med det adelige Bårin... Han gav sig til at hugge
Skoven om ! Birk for Birk faldt for Øxens Sving, blev kap
pet af for uregerlige Grene og slæbt hen foran Vognen,
hvor de efterhaanden dannede en elastisk men farbar Bro.
Vi fik ved fælles Kræfter Forhjulene skubbet op paa det
Tørre - og nu gik det! De smaa Heste trak til, Køretøjet
fulgte efter, alle blev reddede...
To Gange til var vi nær blevet hængende men slap med
Skrækken, og snart var vi ude i det aabne Land. Dér
spiste vi en god Zaguschka, bestaaende af Lækkerier, som
jeg hentede frem fra mine skjulte Forraad: Salt Sild og
pebret Pølse, et Stykke røget Hestekød og to Æbler fra
Kasan. Desuden en Bøtte med harsk Smør. Min Kusk var
rørende taknemlig. Han kyssede mig vaadt paa begge Kin
der, da Maaltidet var forbi. Hans Skæg var af den gam
meldags russiske Slags, rundkrøllet og filtret.
Vi havde delt en halv Flaske Vodka, og jeg fandt ham
uendelig sympatisk.
Kort før Solnedgang fik vi Dagens Maal i Sigte, en
sølle, bortgemt Landsby, hvor - efter Sigende - nogle øst
rigske Fanger skulde være internerede. Vi holdt vores Ind
tog netop paa den Tid, da Kreaturerne vender hjem fra
Græsning, gennet med og hujet til af smaa Bondedrenge,
hvis Haar var hvidt og blødt som Tidselblomster i Frø.
Der var stor Panik mellem Træhusene. Køer brølede og
sparkede ud, sortbrogede Grise skreg som blev de stukket.
Der var Kaglen af forvirrede Høns og Bjæfaf arrige Hunde.
3 3