40 / 101
delsen med deres Fortid, deres Tanker gaar paa lange Rej
ser, de er synske nok til selv at bygge et Fatamorgana op.
Naar Hedebonden bryder ny Jord op, en Dag hvor Var
men staar flimrende over Sandet, eller en Aften naar Disen
tætner sig i Lavningerne, da ser han Forfædrenes Tog be
væge sig ad de gamle Vejstriber. Kærre følger efter Kærre,
aabne som overdækkede og pakket med Kvindfolk, Hus-
geraad og Rollinger. Der er Ryttere baade i Fronten og
paa Siden, Ynglinge med Udfærdens Forventning i Krop
pen, ældre Mænd med jærngraa, vagtsomme Øjne og af et
besindigt Blod. Sindigt skrider ogsaa Karavanen frem, for
at Malkedyrene kan vinde med. Af og til tror man at se
den sidste Vogn, men det viser sig bare at være et Slip.
Nye Kærrer... nye Kærrer... Hundreder af dem! Det er
ikke en Stamme i Opbrud, men et helt Folk paa Vandring.
Et jydsk Folk, der sætter Kursen sydpaa, drevet væk fra
Bopladserne af Uaar og den uforklarlige Drift, der hedder
Længsel.
De, som skriver Kulturens Historie, synger Skibet en
Højsang. Da Mennesket underlagde sig Havet, blev ogsaa
Jorden erobret. Horizonten var sprængt, den brede, blaa
Vej bandt Landene og siden Kontinenterne sammen.
Men denne uomtvistelige Sandhed forringer ikke Vog
nens Betydning eller afkorter dens Perspektiv, et af de
længste som overhovedet er trukket. Man betræder ikke
Vejene i Tibirke og Borrémose uden at føle baade Stolthed
og Bevægelse; ja hvorsomhelst man møder et Stykke beva
ret Oldtidsvej, forsøger man at tyde de svage Træk, betæn
kende at Hjulsporet er Vognenes Skrift, et hendøende Bud
skab fra dem, der kørte dem. Meget er ikke tilbage, men
saa sent som i 1922 kunde Hugo Matthiessen skrive:
3b