38 / 101
Men Plads var der til dem alle. Ind imellem Husene
bugtede Vejen sig, bred, rummelig, generøs. Den eneste
Ting af Format i denne armodige Verden!
Vi fyldte ikke stort. For her, hvor vi kom enligtjokkende,
kunde sex Karosser have passeret hinanden, endda med
passende Luft imellem sig. Næste Dag saae jeg, at Vejen
ikke tabte i Bredde ved at komme uden for Byen. Side om
Side løb lange, dybe Hjulspor - otte eller ti, jeg talte dem
ikke - videre ud i det uendelige Rusland...
Naar jeg nu tænker tilbage paa denne Køretur, for-
staar jeg, at den baade flyttede om paa Tid og Sted. Hvad
jeg saae, var Oldtidens Vej bevaret, hvad jeg foretog mig
var Forfædrenes tilvante Gærning: at lægge Raftebro eller
»Vaser« hvor Bunden ikke vilde bære.
Vil en eller anden nu ønske sig den samme Oplevelse,
behøver han ikke at rejse udenlands. Jeg har før peget paa
et enkelt Spor i Tibirke Bakker; men jeg har andre paa
Haanden og mere tydelige. Følg mig over til de jydske
Hedeflader, dér vil de se, at Oldtidsvejens Spor aldrig
blev slettet ud.
Snorlige som Skinnepar - hvor Terrænet er fladt og
aabent - strækker Sporene sig helt ud til Kimmingen. Men
de bugter sig som Orme, naar der har været Hindringer
at omgaa. Vadesteder kan De finde endnu. De kan høre
Vandet i en Aa eller Hedebæk sløre som Eger og Nav.
Fra min Barndoms Ferier paa Hederne imellem Skjern
og Varde husker jeg disse Vadesteder som forfriskende Af
brydelser i Køreturens Ensformighed. Naar Bunden var
fast, holdt vi an midt i Strømmen og lod Hestene drikke.
De lyse Haar paa deres Haser bevægede sig som Søplan
ter for Vandets Træk, og var man heldig kunde man se en
3 4