G
ennem
Hugo Matthissens beundringsværdige Forfat
terskab, hvorfra jeg netop hentede et Citat, slynger og snor
sig den danske Vej som en Ariadnetraad. Vikler vi den
om Haanden, føler vi os tryggere og tør vove os ind i Mid
delalderens Labyrinth. Men før vi begiver os ind i Staden
med dens Virvar af Gader og Smøger, bør vi dreje os en
halv Omgang og huske, hvor vi kom fra. Bag os ligger den
Færdselsaare, vi har fulgt: Hærvejen med dens Hundreder
af sideløbende Spor, dens udglattede Stempler af Heste
sko og Oxeklove. Den er ikke een, men mange; den breder
sig som et groftknyttet Næt, flettet af talrige Snore, ud
over det ganske Land.
Byporten standser ikke dens Fremtrængen. Dér suges
Hærvejen ind under Hvælvingen, ganske som Floden under
et Brofag. Saa baner den sig Vej mellem straatækte Huse,
spalter sig i Smaaløb, samles igen og presser den næste By
port op i Stadens modsatte Udkant. I mange danske Køb
stæder følger Borgeren stadig dens bløde Slyng.
For paa den korte og hastige Fart gennem Staden afsat
te Hærstræde og Adelvej et blivende Spor. Vejen løb gan
ske vist videre men efterlod baade sit Navn og sin Bevæ
gelse, - Adel
g a d e n
var Flygtningens Eftermæle. Ad den gik
Dagenes travle Trafik, fra Land til By og tilbage igen; stæ
digt bed Hjulene sig fast i Hærstrædets gamle Leje. Hvor
Strædet havde kløftet sig og formet en Tveg - af Tegning
som en Drengs Slangebøsse - dannedes dér hvor de tre
Grene mødes en Udvidelse af Vejen, en Triangel, der blev
Oprindelsen til en Torveplads; maaske det vigtigste Ele
ment i Samkvemmet mellem Staden og dens Opland. Ikke
saadan at Adelvejen selv slap for at tjene Prang og Handel
paa det Stykke, den havde ladet blive bag Byens Mure
3 9




