KuskeKrikkerOgKøretøjer

ennem

Hugo Matthissens beundringsværdige Forfat

terskab, hvorfra jeg netop hentede et Citat, slynger og snor

sig den danske Vej som en Ariadnetraad. Vikler vi den

om Haanden, føler vi os tryggere og tør vove os ind i Mid

delalderens Labyrinth. Men før vi begiver os ind i Staden

med dens Virvar af Gader og Smøger, bør vi dreje os en

halv Omgang og huske, hvor vi kom fra. Bag os ligger den

Færdselsaare, vi har fulgt: Hærvejen med dens Hundreder

af sideløbende Spor, dens udglattede Stempler af Heste

sko og Oxeklove. Den er ikke een, men mange; den breder

sig som et groftknyttet Næt, flettet af talrige Snore, ud

over det ganske Land.

Byporten standser ikke dens Fremtrængen. Dér suges

Hærvejen ind under Hvælvingen, ganske som Floden under

et Brofag. Saa baner den sig Vej mellem straatækte Huse,

spalter sig i Smaaløb, samles igen og presser den næste By

port op i Stadens modsatte Udkant. I mange danske Køb

stæder følger Borgeren stadig dens bløde Slyng.

For paa den korte og hastige Fart gennem Staden afsat

te Hærstræde og Adelvej et blivende Spor. Vejen løb gan

ske vist videre men efterlod baade sit Navn og sin Bevæ

gelse, - Adel

g a d e n

var Flygtningens Eftermæle. Ad den gik

Dagenes travle Trafik, fra Land til By og tilbage igen; stæ

digt bed Hjulene sig fast i Hærstrædets gamle Leje. Hvor

Strædet havde kløftet sig og formet en Tveg - af Tegning

som en Drengs Slangebøsse - dannedes dér hvor de tre

Grene mødes en Udvidelse af Vejen, en Triangel, der blev

Oprindelsen til en Torveplads; maaske det vigtigste Ele

ment i Samkvemmet mellem Staden og dens Opland. Ikke

saadan at Adelvejen selv slap for at tjene Prang og Handel

paa det Stykke, den havde ladet blive bag Byens Mure

3 9