47 / 101
Fra Pelshuen dingled
to knækkede Fjer,
Kjolen var blodsmurt
og stænket med Ler.
Han kom f r a Bataillen
og søgte Kvarter.
Bladene svirred
f r a svajende Gren.
Aftnens Brise
var kold og ren.
Han strakte i Bøjlen
de mødige Ben
-
letted sin blankslidte
Lædergump,
snoede Barten
og fløjted en Stump
a f en Ryttersang
grebet paa Slump.
Disse Verslinjer med deres afsnuppede Rytme pløjer ved
en hemmelighedsfuld Tankeforbindelse Vej og Ryttersam
men for mit indre Blik. Jeg staar i Lyngkanten, mens han
rider forbi, ser Lædergumpens Hop i Sadlen og følger He
stens trætte Trav, til Lyd og Billede bliver borte i Skum
ringen ...
Rytteren, jeg saae, var første Mand paa Vejen. Vi mød
te ham allerede i Oldtiden som en vagtsom Bedækning for
Vogntoget af Kvinder og Børn, og gennem hele Middel
alderen er det hovedsagelig ham, der befarer Danmarks
4 3