49 / 101
Dankongen slog det Tavlbord sammen,
at alle de Tærninge sjunge:
»Forbyde det Gud i Himmerig,
at Dagmar skulde dø saa unge
! «
Der han red a f Skanderborg,
da fu lg te ham hundred Svende ;
der han kom til Ribe,
da var han M and alene.
Som en Rytme for sig selv gaar Hovslagslyden gennem
den danske Folkevise, stundom tung af Skæbne og Død,
stundom munter eller trodsigt udfordrende. Men vi hører
ogsaa en fjærn dæmpet Vognrummel som i Visen om Rige
Herr Palles Bryllup:
Det var rige Hr. Falle
han rider til hængende Karm ;
hilsed han Jom fru Gundelil
han tog hende i sin Arm.
Versene siger os en Smule om Tilstanden i Folkevisens
og Middelalderens Danmark. Ikke engang paa det korte
Vejstykke fra Borgen til Kirken kunde en Kvinde føle sig
sikker for Voldsmænd eller som her for en samvittigheds
løs Bejler; - længere Udflugter var derfor ikke at anbefale
med mindre en velbevæbnet Rytterskare indesluttede
Kar
men og dens dyrebare Indhold. Dermed var Rollerne for
delt: Kvinderne til Vogns og Mændene til Hest efter den
Recept, som de gamle Tider foreskrev, og som en af
Vi
serne reciperer saaledes:
De Fruer de aag, Hr. Jens han red,
saa fu lg tes de over den sorte Heed
’ . . .