39 / 101
Fiskeyngel nærme sig og forsvinde igen med et pludseligt
Sæt, som smaa Knivblade, der trækkes væk af en Magnet.
Men jeg husker ogsaa Køreture, der var fulde af Hede
landets vilde Dramatik. Uvejrsnætter, hvor Lynene flet
tede Ildgittre over Sydhimlen, og Vognen svajede i det
rivende Aaløb som et Skib ifærd med at kæntre. Det Øje
blik kom, da Vandet trængte ind over Fadingen og Kvin
derne begyndte at skrige. En Stemme sagde »Rolig«, og
man blev trykket tæt ind til sin Moder med en Magt, man
ikke før havde kendt. Mørket var buldrende tæt, men naar
et stort Blaf brød ud af Nathimlen, saae man de Voxnes
Ansigter lyse som Masker af hvidt Papir.
Paa Ture som denne hang Livet om ikke i en Traad saa
dog i et Par Tømmer. Det eneste, der talte, var Manden
paa Bukken,
h a n s
Erfaringer, Kyndighed og Ro.
I det halve Aarhundrede, der er forløbet siden da, er
Hedelandskabet blevet et andet. Lyngskjoldet er blevet
brudt, blygraat Sand taget under Plov, og spredt ud over
Fladerne staar sluttede Hærformationer parat til at rykke
endnu længere frem. De grønne Naaletræer er Kulturens
Lejesvende, deres Topskud en Skov af Landser... Men
Fortidsvejen er ikke udslettet. Glidende som en Huggorm,
der vil skjule sig i Lyngrisene, slæber den sin graa Linje
tværs over Heden, og mørke Gravhøje staar Vagt ved
dens Side. De blev rejst langs Sporet, da Vejen var ung,
at de som drog forbi kunde se hvilke Mænd man her havde
ejet, og krydse et Hammertegn til deres Ihukommelse.
Det er længe, længe siden jeg har været paa disse Kan
ter, og jeg tør ikke sige, om der er bevaret et Stykke Hede
land saa bredt og fladt, at Luftspejlingerne endnu kan lege
over det. Men Folkene herude har aldrig sluppet Forbin
3 5