36 / 101
fattet, har en let Bismag af det nære Asien. Man træffer
Mennesker, hvis Sprog kun de færreste Russere forstaar,
og man kan møde baade Bjørn og Ulv i det Fri.
Vognen var uden Fjedre, stiv og ubehagelig. Værst var
dog Overdelen, en Slags Kurv af flettede Vidjer, fastbun
det til en tykkere Pilegren, der paa samme Tid gjorde det
ud for Sidelæn og Rygstøtte. Naar Vognen bumpede - og
den bestilte ikke andet - ramte denne Gjord mig paa et
Sted, hvor jeg fornylig var blevet vaccineret mod Kolera,
og hvor Lægen hjemme i Petrograd (det hed det dengang)
havde halet en knækket Kanyle ud med sin Pincet. Farten
belærte mig om, at Stedet stadig var ømt.
Til alt Held var Vejret smukt. Efteraaret var lige be
gyndt, Morgensolen gjorde Birkeskovene gyldne, og Luf
ten var klar, bundløs og kølig. Kun Føret kunde ønskes
bedre. De første tolv-fjorten Verst kunde det vel gaa an,
men da vi hen paa Formiddagen svingede ind i en lukket
Skov, fik vi Kærligheden at føle. Voldsomme Regnskyl
havde i den sidste Uge opblødt hele Guvernementet, og
Vejen, vi fulgte, gav efter som en Grød. Tilslut blev vi
stikkende. Kusken tog sine Filtstøvler af for ikke at smudse
dem til, og jeg lagde Pelsen og stod ud tilhøjre. Vi tog om
Egerne paa hver sit Hjul; men det er svært at flytte en
Vogn, naar man ikke selv har Bund under Fødderne.
Endelig, da megen Sved var faldet fra vore Pander og
kun* havde forøget Vandmængden i det russiske Morads,
hentede Kusken sin Langøxe frem.
Med en Tommelfinger, der lignede en sprukken, bagt
Kartoffel, befølte han dens Ægg, og jeg maatte tage mig
sammen for ikke at lukke Øjnene. Hvor megen Angst
kunde jeg ikke have sparet mig!
32