32 / 101
ske Slægter saae. Men Bonden, Jeppe Aakjær, er ogsaa en
D igter... Og ved Lampen i sit Arbejdsværelse former han
de Strofer som Karlsvognen saa længe har ventet p aa :
I det vældige Rum , hvori Kloderne svæver,
hvor de drager som Flager a f M u lm og a f Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver
under Almagtens Pust og det eviges Gys
-
I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre
med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol,
og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede S o l!
-
J eg har talt dine H ju l, fø r jeg knap kunde stave,
jeg har ridset
d i t
B illed i Rudernes R im ;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave,
men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.
Den Aften i 1906, hvor jeg første Gang læste disse hen-
bølgende Vers - lange Linjer, der bevægede sig som Døn
ninger - er blevet staaende i min Hukommelse. Som i Dig
tet var ogsaa mine Vinduer dækket af Isblomster, men jeg
aandede et lille Hul i de frosne Blade for at komme Vog
nen, Stjærnebilledet nærmere. Jeg var fjorten Aar den
gang - og gik rundt med Længsler, som jeg ikke kunde
gøre rede for. Digtet kom dem imøde, nedslog dem ikke,
men gav dem Ro. Etsteds deroppe stod Karlsvognen over
mig med »sine funklende Hjul og sin Stjært imod Nord«,
og jeg fremsagde de Strofer, jeg allerede havde lært udenad,
næsten som en Bekendelse:
2 8