33 / 101
Naar det braged om Natten i Isgangens Panser
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.
Du har løftet min Sjæl mod det eviges Vrimmel,
naar jeg stirrende stod p aa min natvaade To ft,
og min søgende Tanke omsvirrede svimmel
som et usseligt M ø l under Stjernernes Loft.
Da den urfødte M and havde hvælvet sin Hytte,
stod du lysende højt fo r hans skinddækte Dør,
og
h a n s
Slægt vil du se som Udslettelsens Bytte,
thi fo r dig er Aartusind som Hug gjennem Rør.
I
e n
Papirbunke paa mit Bord ligger idag et Brev fra
de københavnske Vognmænd. En Snip stikker frem og
viser mig Laugets Bomærke, en Solgud, der muntrer et
Par Heste af temmelig blandet Herkomst. Apollo paa Sol
vognen siger man, det skal forestille, og det kan jeg som
Lyriker ikke have noget imod. Det er rart at se sin Skyts
29