28 / 101
i dyb Ærefrygt. Da er der glade Dage, og der er Fest paa
de Steder hun værdiges at komme til og tage Gæsteophold.
Ingen Krig indledes, ingen griber til Vaaben, alt Jærn er
gemt hen. Man bryder sig kun om Fred og Ro, og det
varer ved saa længe, indtil Præsten bringer Gudinden til
bage til det hellige Sted, fordi hun har faaet nok af at fær
des mellem Menneskene.
Dér vadskes saa Vognen og Tæpperne, og hvis man tør
tro det Gudinden selv, i en afsides liggende Sø. Afvadsk-
ningen besørges af Trælle, som Søen strax efter opsluger.
Derfor vækker den en hemmelighedsfuld Rædsel og en hel
lig Uvidenhed om hvad der foregaar, - noget som kun de,
der skal dø, faar at se.«
Genkendte De Vognen i Tacitus’ Beretning og saae De
Nerthus - nu endelig en Guddom, der har taget menne
skelig Form - køre fra Ager til Ager, fra Boplads til Bo
plads med Frugtbarhed og Parringstrang i sit Spor. Ja sik
kert har der, som den gamle Romer saa behersket udtryk
ker det, været Liv og glade Dage dér hvor hun kom i For-
aarets og Udsædens forjættende Tid. Godt med Mad og
godt med 01. Smil, Leg og gudsvelsignet Elskov til langt
ind i de lysere Nætter.
Saaledes ruller den første virkelige Vogn gennem Dan
mark med en kørende Gudinde, der vækker baade Dyre
nes og Menneskets Kærlighed, lægger Grunden til nye
Kuld og faar Byggen til at spire i Markens Riller. Dens
Indtog og Formaal kunde ikke være smukkere.