41 / 101
»Ligesom Nutiden endnu paa mangen Strækning bru
ger Veje, som trofast klynger sig til Sporene af de gamle,
tog Middelalderen og de følgende Aarhundreder sikkert i
stort Omfang Oldtidsfolkenes Vejnet i Arv. Hvor Færds
len derimod har sluppet de gamle Linjer, vil Sporene i de
fleste Tilfælde forlængst være forsvundne. Sine Steder glat
tede Sandflugtens bløde Fingre dem omhyggeligt ud, i fro
dige Enge ryddede Jordens Dyrkning de sidste, svage An
tydninger, og kun hist og her - f. Eks. i Nyerup Hegn og
mellem Midtsjællands store Skove om Skjoldenæsholm -
gemmer der sig endnu Rester af ærværdige stenbrolagte
Veje, frelste fra Underskovens skærmende Læ. Milevidt
over Jyllands Heder, hvis øde Omraader nu Aar for Aar
med rivende Hast snævrer sig ind, slæber Rækker af ud
slidte Hjulspor sig i Hundredevis Side om Side. Som ma
lende Skrift i det hvide Sand drager de bort over lyng
klædte Flader og Bakkeaase, og paa andre Kanter af Lan
det vil man til Tider over en grønnende Ager i Kornets
Farvenuance eller mindre Tæthed kunne skimte Flugten af
en længst forladt Vej spøgelsesagtigt trække sin Stribe gen
nem Sæden«.
Mange af os kender disse Spøgelsesveje, og Rester af
Overtro, undertiden af hellig Kult, følger dem endnu. Ikke
langt fra mit eget Hus gaar en saadan ufrugtbar Vejstribe
gennem Kornet, - en tilføget Færdselsaare, nu kun befa
ret af Væsner, der aldrig har haft Kød og Blod. Om Nat
ten, naar Arnakkekongen har vandet sin Hest ved Him
melgudens gamle Offerkilde, rider han her den vante
Bane, hjem til Højen i sit eget Bakkeland. Men Folk, som
jeg har kendt, vidste at berette om andre sælsomme Vej
farende, Sjæle som engang havde menneskelig Skikkelse,
3 7