drog af sin Prøvetur og gjorde sig til Nytte. Han lærte
først at hælde Vand paa Hjulene og senere hen at smøre
Vognen med Fedt og Talg. Han forbedrede Hjulene. »Ski
ver taget paa tværs af en Træstamme kunde ikke holde og
krævede et umenneskeligt Arbejde at hugge fri; han lagde
to stærke Stykker Træ sammen over Kors og gjorde Navet
i Midten; uden om bøjede han et stærkt Asketræs Skud af
et Haandleds Tykkelse hele Vejen rundt og surrede det
med Svineskinds Øle. Surringen beskyttede han ved at
lægge endnu en Asketræs Skinne udenom igen til at tage
imod Slid, og nu kunde Hjulet næsten ikke blive bedre.
Han forlængede Navet, for at Hjulet ikke skulde slingre.
Ogsaa Vognen selv forbedrede han, gav den en Stang til
at spænde Hestene for og Svingeltræer til Skagler.«
Saaledes byggede Hvidbjørn sit Køretøj, ene Mand fuld
bragte han det sindrige Værk.
Naturligvis skal Fornuften have Lov til at rejse Indven
dinger. Den siger os at Vognen, selv i sin første, primitive
Form, er Summen af Generationers Taalmod og Efter
tanke. Men denne Selvfølgelighed kan hverken rokke ved
Digterens Fantasi eller hans Ret til at samle Processen i een
enkelt Skikkelse, Foregangsmanden, Geniet, der skaber
Tingen paa Trods af Vanskelighederne og de Middelmaa-
diges skæve Smil.
De, som ikke var med, da Indbildningskraften blev for
delt, men maatte nøjes med at faa Part i Skyklapperne,
vil hellere banke paa Videnskabsmandens Dør for hos ham
at søge anden og bedre Besked. Og dog vil det ikke nytte
dem stort. Slige Folk vil snart erfare, at den kølige Forsk
ning ikke har noget bedre at byde paa end den digtende
Fabulant, - ja, hvad værre e r: i det Store og Hele giver den
9