KuskeKrikkerOgKøretøjer

drog af sin Prøvetur og gjorde sig til Nytte. Han lærte

først at hælde Vand paa Hjulene og senere hen at smøre

Vognen med Fedt og Talg. Han forbedrede Hjulene. »Ski

ver taget paa tværs af en Træstamme kunde ikke holde og

krævede et umenneskeligt Arbejde at hugge fri; han lagde

to stærke Stykker Træ sammen over Kors og gjorde Navet

i Midten; uden om bøjede han et stærkt Asketræs Skud af

et Haandleds Tykkelse hele Vejen rundt og surrede det

med Svineskinds Øle. Surringen beskyttede han ved at

lægge endnu en Asketræs Skinne udenom igen til at tage

imod Slid, og nu kunde Hjulet næsten ikke blive bedre.

Han forlængede Navet, for at Hjulet ikke skulde slingre.

Ogsaa Vognen selv forbedrede han, gav den en Stang til

at spænde Hestene for og Svingeltræer til Skagler.«

Saaledes byggede Hvidbjørn sit Køretøj, ene Mand fuld

bragte han det sindrige Værk.

Naturligvis skal Fornuften have Lov til at rejse Indven

dinger. Den siger os at Vognen, selv i sin første, primitive

Form, er Summen af Generationers Taalmod og Efter

tanke. Men denne Selvfølgelighed kan hverken rokke ved

Digterens Fantasi eller hans Ret til at samle Processen i een

enkelt Skikkelse, Foregangsmanden, Geniet, der skaber

Tingen paa Trods af Vanskelighederne og de Middelmaa-

diges skæve Smil.

De, som ikke var med, da Indbildningskraften blev for

delt, men maatte nøjes med at faa Part i Skyklapperne,

vil hellere banke paa Videnskabsmandens Dør for hos ham

at søge anden og bedre Besked. Og dog vil det ikke nytte

dem stort. Slige Folk vil snart erfare, at den kølige Forsk

ning ikke har noget bedre at byde paa end den digtende

Fabulant, - ja, hvad værre e r: i det Store og Hele giver den