11 / 101
Oppe paa Johannes V.Jensens Bakke skiltes vi efter Tu
ren. Men før jeg gik hjem til mit, gjorde han et lille rapt
Slag med Haanden som for at sømme en Sandhed fast:
- Her er en Mand paa sikker Grund. Her har de kørt!-
Jeg saae paa de to Fordybninger, der løb et Stykke som
Grøfter gennem Lyngen, og Nomaden, der nu søgte nedad
mod sit Hus, blev med Et til en Skikkelse, som han selv
havde skabt. Det var Hestebetvingeren og Køresvenden
Hvidbjørn jeg saae, og den Stump Oldtidsvej, som hans
Haand havde peget paa, var det første Hjulspor efter hans
slingrende Kærre.
Hvidbjørn. Ja , husker De ham? . . . Hans Fart over
Sletterne ved Vintertid, med Vildhestene foran, fulde af
Løbskhed, og Slæden huggende fra Højre til Venstre som
en Baad i oprørt Sø. Og husker De ham om Sommeren,
hvor Slæden er stuvet væk som en ubrugelig Ting, men
Drømmen om Farten stadig skummer ham i Blodet . . .
Han grunder. Han grunder igen.
»Se der er nu Rullerne, han plejer at lade sine Fartøjer
løbe i Søen med . . . Om man gjorde en rund Træstok fast
under Slæden, saadan at den fulgte med og blev ved at
rulle under Mederne hele Tiden ?
Hvidbjørn kan ikke faa Rullen ud af sit Hoved. Han
prøver, lægger Remme om begge Ender af en tyk Træ
stok og hænger den under Slæden; men Remmene binder
og vil ikke lade Rullen gaa rundt.
Den behøver jo nu heller ikke at røre Jorden i hele sin
Længde, Hvidbjørn hugger den tynd undtagen ved En
derne og faar den nu virkelig til at hænge ved; men det
har ingen Art før han i Stedet for Remmene gør Hul i selve
Mederne og lader det tynde af Rullen gaa deri.
7