15 / 101
kærrer ruller de frem mod Gravene, kørt af unge Krigere,
der bliver teglrøde som Azteker under Solens Brand. Paa
Aflægningspladsen tippes den blaasorte Vælling over ved
en sindrig Mekanisme, som Hvidbjørn vilde have misundt
sine Sønner. Ogsaa naar vi kaster Blikket ud over den
hjemlige Synsrand ser vi Slufferne igang, trukket af Hund
eller Hest, eller af den taalmodige Oxe. Og deres Arbejds
felt har været det bredest tænkelige. Det har strakt sig fra
de nordamerikanske Prærier til Indiens Rismarker, ja helt
ud til de støvede Veje i Kinas Løss.
En Rejse gennem Asien er endnu idag en lærerig Ansku
elsesundervisning i Vognens Historie. Side om Side med
den gamle Sluffe, der slæber Inderens Plov til Markarbej
det, møder vi Kærrernes to Grundtyper - Een- og To
spandskærren - og her i Orienten, mener de Kyndige, kan
vi hente Svaret paa hvordan den almindelige Vogn blev
til, - Ordet som Begrebet taget i helt moderne Betydning.
Et assyrisk Relief fremstiller hvordan de Gamle bragte
Kong Assur-nåsir-pals Obelisk paa Plads, et Arbejde, der
af sine Udøvere krævede de samme Egenskaber som dem,
Avesta-Digtningen tillægger Helten:
Styrke som a f Heste ti, K ra ft som a f Kameler ti,
Styrke som a f Tyre ti, Styrke som a f Bjærge ti,
K ra ft a f dybe Floder t i . . .
Denne voldsomme Kraftreserve, uddraget af Heste, Ka
meler, Tyre, Bjærge og Floder er paa det ærværdige Relief
blevet erstattet eller dog understøttet ved Vognens Meka
nik. Det er den, som interesserer os særligt i Billedet, fordi
den ikke lader os i Tvivl om, at Problemet, fuld Udnyttelse
af Vognen og især dens Lasteævne, havde fundet sin Løs
11