208 / 274
197
som de havde gravet i Jorden for at undgaa Politiet.
Her holdt de nogle løse Kvinder til at tigge, og drak saa
Brændevin sammen med dem af Potteskaar.
En Hule, fortalte han mig, var saa stor, at den kunde
rumme 12 Mand.
I Salen i Willemoesgade blev ogsaa Grunden lagt til
vort senere Redningshjem her i Sognet. I en lille Stue
ved Siden af Salen blev saadanne Mennesker anbragte paa
nogle Madratser, vi havde tigget sammen. Klæderne blev
taget fra dem, de kunde jo omtrent krybe selv, og var
ikke værd at gemme, men for ikke at risikere, at de gik
ud om Morgenen Kl. 4 og spædte deres Rus op, blev de
brændte. To Spande blev sat ved Lejet, den ene til
at kaste op i, og denanden fyldt med reiit Vand til at
drikke.
Det var herlige Dage, hvor mange af de dybest faldne
fandt Redning, og hvor den lille Flok blev opdraget til
Arbejdet ved at vise personlig Kærlighed og Offerlyst.
Hvor mangen Dranker har ikke ligget paa Sofaen i en
Spisestue til Trods for, at han fyldte det lille Hjem med
sine Uhumskheder.
Det satte Præg paa Menigheden, den blev en Blaakors-
menighed og har aldrig senere ganske forladt sin første
Kærlighed. Senere spredtes Interesserne noget i det store
forgrenede Menighedsarbejde.
En anden Ting, som satte sit Præg paa Menigheden,
var det, at jeg var stærkt optaget af Alliancebevægelsen.
Derved kom mange fremmede Talere ud i vor Kirke, og
Menigheden blev et Samlingssted for mange af dem, der
kun stod i Udkanten af Folkekirken.
Senere prægede de store Vækkelsesmøder Menigheden.
Det var paa en vis Maade trange Tider for Sognearbejdet.
Jeg havde ganske vist en dygtig Medhjælper i Pastor
S
k e t
t r u p
,
men den Vinter var jeg ikke meget hjemme. Fra
midt i September og indtil Paaske, prædikede jeg hver