KøbenhavnsKirkesag

196

Bryllup i Jakobskirken. Det var et stort, fint Bryllup,

men han stod derude i Vaabenhuset, med store Træsko

paa, med lasede Pjalter, med rødt oppustet Ansigt og vilde

med københavnsk Gemytlighed trænge sig forbi den lille

rystende Kirkebetjent. Jeg kom tilfældigvis til Stede i min

Præstekjole og fik ham under Armen med en Spøg om,

at han ikke var bryllupsklædt. Vi slentrede saa ned ad

Østerbrogade, jeg i Præstekjole og han i Bølledragt. Den

Dag blev Grunden lagt til vort senere Venskab. Ved næste

Blaakorsmøde mødte han. Gud havde nemlig ført ham ud

i Frelsens Hær, og dér var det usædvanlige sket, at han

var ble ven vasket. Da det kolde Vand fra Pumpen kom

over ham, klaredes hans Tanker saa meget, at han havde

Mindet om en Præst, der havde bedt ham komme den

Aften og lovet, at han vilde hjælpe ham. Saa stavrede

han af Sted ud paa Østerbro, om trent »ædru«, thi han

havde kun drukket V* Pot Brændevin den Dag, ellers var

den daglige Ration mindst 1 Pot. Da han i Willemoes-

gade spurgte, om det ikke var her, der boede en Præst,

som hjalp Mennesker, havde Gud ordnet det saadan, at

den, han henvendte sig til, var én af vore ivrigste Blaa-

korskvinder. Hun tog ham med til Mødet. Han undrede

sig noget over den Mængde, som søgte Hjælp, men paa

hans Spørgsmaal, fik lian kun det Svar, at Præsten først

skulde tale. Saa satte han sig ned og faldt i Søvn. Da

jeg under »Frikvarteret« kom ned og spurgte ham, hvad

han syntes

0111

det, svarede han: »udmærket«, endskønt

han ikke havde hørt et Ord. Paa min Opfordring til ham

om at skrive Afholdsløftet under, undskyldte han sig først

med, at han ikke havde Penge til at betale Kontingent

med. Da jeg lovede barn at betale de tre første Maaneder,

gav han mig et vældigt Haandslag og sagde: »Top!« Siden

den Dag ha r der ikke været Spiritus i hans Mund, om

han end først noget senere blev en Kristen. Han havde været

Konge blandt Lersøbøllerne og logeret ude i de Huler,