192
Naaede vi da Idealet eller kom nær til det? Ak, nej!
Der er Menigheder og Menighedssamfund, som kom langt
videre baade i den ene og anden Henseende. Her er intet
somhelst fremragende, ingen store Navne, ingen med store
Evner og Kræfter som andre Steder. Paa det jævne —
saadan staar det mest til med Livet herude. Det kunde
være daarligere, men ogsaa meget, meget bedre. Som
Herren siger til Menigheden i Filadelfia: »Du har en liden
aandelig Kraft,« saadan vilde han vist ogsaa skrive til os,
han som vandrer mellem Guldlysestagerne og holder
Stjærnerne i sin Haand. Men jeg tror, vi h a r noget i
denne Menighed, noget af det, som kendemærkede Fila
delfia Menigheden, nemlig Broderkærligheden. Der er og
ha r altid været trofast Sammenhold og indbyrdes Kærlig
hed mellem de hellige. Ja — naturligvis har vi haft
Tvistigheder og Rivninger, som det fmdes allevegne, des
værre selv i det bedste Samfund her i denne syndige
Verden, hvor Egenkærligheden møder en overalt, selv
hvor man mindst ventede det. Men i det store og hele
kan det dog siges, at de troende ha r fundet hinanden og
er forenede med hinanden i Jesus Christus, hvor forskel
lige de end ellers kan være. Det kan mærkes ved Guds
tjenesten om Søndagen, at det er ikke en sammenløben
Hob, men en Menighed, som samles for at paakalde og
lovsynge den store fælles Frelser og høre hans Ord. Det
mærkes ved Samtalemøderne om Tirsdagen. Hvor er de
dog velsignede! Hvor fik man dog ofte her ikke blot gode
Ord, men kærlige Hilsener, Blik og Haandtryk fra Brødrenes
og Søstrenes Kreds! Det mærkes, naar en af Kredsen
bliver lagt paa Sygelejet; hele Menigheden slog Kreds om
den syge. Eller naar der var Fest i Hjemmet. Kom man
der, mærkede man, at ikke blot Familjen var buden, men
ogsaa Jesus og hans Disciple, ligesom ved Brylluppet i
Kana. Eller naar det gjaldt
0111
at følge en eller anden
af Kredsen til det sidste jordiske Hvilested. Hvor ha r der