199 / 274
188
at det maatte blive til Lykke og Velsignelse og saa føjede
til: »For De er jo ikke lykkelig, vel?« — sendte ham et
Blik, saa fuldt af Forbitrelse og af Længsel, af Skam og
af Trods og af mange andre modstridende Følelser, som
et Menneskeblik kan være, og saa brast i Graad, næsten
med et Skrig, og hulkede, som om Hjærtet skulde briste.
Eller den hysteriske Kone, som havde født tolv Børn
til Verden, og de elleve var døde kort efter Fødselen, og
hun vidste, at det var hendes egen Skyld: det var hendes
letsindige Ungdom, der gav dem Sygdommen som et
frygteligt Arvegods. Og den ene, hun havde faaet Lov at
beholde i en Aarrække — nu var der Tegn til, at hun
skulde miste ogsaa
det
Barn, og hun rasede mod Gud og
Mennesker, og da hun jo ikke ligefrem turde slaa Præsten,
saa knaldede hun Petroleumsilaskerne mod Kakkelovnen
og slog til
den
med Ildtangen. Men Stormen fik raset ud,
og hun kom til at græde over sig selv, og
det
gjorde saa
godt, saa godt.
— Den Mand havde Ret, som kom for at melde sit lille
nyfødte Barns Død, og som forklarende føjede til: »Barnet
kunde ikke græde; derfor kunde det ikke leve!«
I de Ord var der Forklaring paa meget mere, end han
selv vidste og forstod.
Men
naar
Barnet i et Menneskes Sjæl kommer til at
græde,
saa
kan det leve. Og naar David siger til Gud:
»Mine Taarer er gemte i din Flaske; staa de ikke i din
Bog?« (SI. 56,9) — saa kan man gærne finde Udtrykket
aparte og uskønt, men den, der har prøvet at græde —
over sig selv eller med andre — véd, hvormegen Trøst
og Kraft, der ligger i Forvisningen om dette: der er
een, som hører, naar Barnet græder, som regner dermed
og faar Velsignelse ud deraf — ogsaa i den store By.