197 / 274
186
Der var nu Haandværkssvenden, som kom for at kalde
Præsten ud til Hjemmedaab. Og da saa Præsten kom,
fem Minutter efter, til Haandværkssvendens Hjem, saa møder
han ham , Barnets Fader, for Udgaaende. Han lod sig
dog bevæge til at vende om , med et muggent Ansigt, og
gik med op igen for at overvære Daabshandlingen. »Det
k u ’ han jo gærne, hvis det ku ’ more Præsten.« — Oppe i
Stuen anbragte han sig saa paa Hjørnet af Bordet, med
det ene Ben slaaet over det andet, Kasketten paa Snur og
Shagpiben i Munden; uhyre overlegen overfor det hele.
Og Præsten begyndte med at bede Gud om , at dette lille
Barn maatte blive et lykkeligt Barn og vokse op i et
Hjem, hvor der var godt at være, fordi Guds Fred og
Glæde var der. Men pludselig høres der et Bump og en
ganske besynderlig Snøften bagved, og da Præsten vender
sig om , saa er det den forsorne Haandværkssvend, hvem
Taarerne triller ned ad Kinderne, saa han har maattet ned
af Bordet for at faa fat i et Haandklæde, der hang paa et
Dørhængsel.
Det var Barnet i ham, der fdi Lov at græde, og var der
kun faa, der hørte det og agtede paa det hernede, saa er
det dog sikkert blevet hørt med Glæde af Guds Engle.
Eller den gamle Pige, hvis Hjærte var bleven haard t og
tørt, og som syntes ganske utilgængelig for det gode Bud
skab om Guds frelsende Naade. Saa begyndte
Nalhcinaels-
kirkens
Klokke at ringe — det var en Sommeraften — og
da Præsten saa sagde til Maren: »Maren, kan De ikke
høre: nu kalder Gud paa Dem, kalder paa gammel og paa
ung, mest dog paa Sjælen træt og tung, syg for den evige
Hvile« — saa brast Maren i Graad og løb med Forklædet
for Øjnene ind i Huset. Og derinde græd hun, som man
græder, naar man ikke har grædt i fyrretyve Aar. Og saa
fortalte hun om , hvordan hun en Gang havde været ung
•
og havde elsket, og Brylluppet var bestemt, og alting saa’
saa lyst og godt ud , og saa — fdi hun at vide, at han