192 / 274
181
en af Vennerne i Slutningsbønnen Udtryk for et stort Suk,
der gjorde Skaar i Glæden, Mangelen' af et ordentligt Re
gulativ for Præstegerningen.
Det skulde kun altfor snart vise sig, hvad denne Mangel
havde at betyde. Ganske vist approberede Ministeriet
under
1898 et Regulativ, der henlagde et bestemt Di
strikt til Kirkesalen, men saaledes, at Kirkesalens Præster
kun tik Ret til at betjene kirkeligt de af Distriktets Be-
boere, der udtalte Ønsket derom. Og dette Ønske skulde
forebringes St. Matthæus Klokkerkontor eller den af St.
Matthæuskirkens Præster, der havde »Regravelsesmaaned«,
idet Anmeldelse af alle kirkelige Handlinger skulde fore-
gaa der. Ofrenes »Beregning« bestemtes i Regulativets §
4.
De skulde omtrent helt tilfalde Matthæuskirkens Præster
og Kirkebetjente, og det var nøje bestemt, hvad der skulde
være »Fællesforretninger«, og hvad der skulde være »En
keltforretninger« 1).
Saadanne Vilkaar for Præstegerningen tog saa at sige
den folkekirkelige Grund bort under vore Fødder og hen
viste os til »privat Praksis« for dem, der maatte søge os;
paa det nærmeste som var vi Valgmenighedspræster. Det
var under disse Forhold ikke nemt at faa Beboerne i Di
striktet til at betragte Kirkesalen som deres ordinære Kirke,
hvad der jo netop var vor Opgave, idet det store St. Mat
thæus Sogn jo ellers ikke kunde blive lettet for de 10,000
Mennesker, som det var Meningen, at Kirkesalen skulde
lette det for. Man mødte ofte den Tankegang hos Bebo
erne, at Kirkesalen var en ganske »privat« Kirke, ja man
kunde blive spurgt, om en Daab i den Kirke nu ogsaa
var »gyldig«.
9 Det var i de Dage, man kunde høre følgende Samtale paa et
Klokkerkontor: Klokkeren: »Ønsker De Enkeltvielse eller Fælles-
vielse?« Den adspurgte: »Ja, hvad er Forskellen?« Kl.: »Ja, det er jo
lige det dobbelte; Enkeltvielse er 20 Kr., og Fællesvielse er 10 Kr.« —
»Ja, saa maa vi vist helst tage Fællesvielse«, kom det saa med et
stille Suk.