198 / 274
187
havde Kone og to Børn ovre paa Fyen. Og fra den Dag
var hun et
gamm elt
Menneske, i hvem Bitterheden og
Sløvheden stredes med hinanden; og den sidste havde vel
nok faaet Overtaget, men
nu
var Barnet i hendes Sjæl
vaagnet, levende og længselsfuldt trods Aartiers Død og
N athanaelskirken.
Dvale. Og Gudskelov, at der er een, som ogsaa inde i
den store By hører, naar Barnet græder.
Eller den unge Pige, som atten Aar gammel havde faaet
sit tredje nægte Barn, og som, da Præsten kom for at
hjemmedøbe det, aabenbart var forberedt paa og fast be
stemt paa at sætte haard t imod haardt; men som, da
Barnet var døbt, og Præsten gav hende Haanden og ønskede,