KøbenhavnsKirkesag

193

dog staaet mange Kister i Brorsonskirken, om hvilke de

hellige samledes, fordi den, hvis Legeme de gemte, virke

lig var elsket og savnet hlandt Guds Folk. Og det mærkedes,

naar nogen var i Nød og trængte til Hjælp. Hvor var det

dog let at faa Penge, naar det gjaldt at hjælpe en fattig

og trængende Broder eller Søster. Ja, det er ikke saa let

at sige, hvordan, men jeg tror, at de, som har levet i

denne Menighed, ogsaa har mærket noget til Broder-

kærligheden, denne forunderlige trofaste Kærlighed hos

Guds Folk, som er en Frugt af Guds Aand, og som det

gør saa godt at føle sig omgivet af i den onde Verden,

hvor man ellers gærne møder Forræderi og Utroskab.

Men ét er der, som Menigheden i Filadelfia havde, og

som vi sukker efter i Brorsons Menighed: den aabne Dør.

Ja, vist har vi haft Vækkelse. En efter en er de komne

ind i Guds Bige, gamle og unge, Mænd og Kvinder. Hvert

Aar siden Indvielsen i 1901 har Herren lagt nogle til Menig

heden, som lod sig frelse, sommetider en hel lille Flok

paa en Gang ved vore Missionsuger. Men vi kan ikke

sige, at vi staar overfor en aaben Dør saadan som Filadelfia

Menighed. Ja, i en vis Forstand nok. Det er kun faa

Steder, Døren lukkes for os, naar vi gør Husbesøg. Vi

kan godt komme indenfor og faa Lov at tale med dem,

baade Præster og Lægfolk, som har taget et Arbejde op i

Menighedsplejen, Blaa Kors, Søndagsskolen, Bladuddeling

eller hvad det nu er. Men Hjertedøren — den er ikke

aabnet for Herren herude. Nej, tværtimod! Der er en

sørgelig Sløvhed og Ligegyldighed med Hensyn til de aande-

lige Ting hos de allerfleste i Sognet. Den Dør staar det

ikke i noget Menneskes Magt at oplukke, Det kan kun

Herren gøre. Og det er det, vi beder

0111

og venter paa i

Brorsons Menighed: den aabne Dør, saa vi kan komme

ind i de stakkels Synderhjærter med Evangeliets herlige

Lys og Fred. Det skal blive en lykkelig Tid, naar Aanden

siger til os, som den sagde til Menigheden i Filadelfia: