217
Stød til en betydningsfuld Bevægelse i den rigtige Retning,
hvilket jeg skal prøve nærmere at udvikle.
Det siger sig selv, at naar vi hver Søndag har c. 1200
Præster staaende paa Landets Prædikestole og talende til
større eller mindre Forsamlinger, saa er her en ganske
vidunderlig Lejlighed til at hjælpe Folket frem i alt, hvad
der kristeligt og menneskeligt er stort og godt, — vel at
mærke, hvis det er de rette Mænd, der staar paa disse
Prædikestole. — Og naar de samme Mænd i Ugens 6 Dage
ha r mangfoldig Anledning til at tale med alle Slags Men
nesker, fattige og rige, sunde og syge, saa er atter her en
vidunderlig Lejlighed til at vinde store Sejre, — naar man
bare har de rette Mænd paa disse Pladser.
Men hvordan skal man faa disse? Det er et Spørgs-
maal, som i vore Dage bør blive brændende mere end
nogen Sinde før. For det første maa vi gøre os det klart,
at Herren under os de bedste Præster og derfor venter,
at vi skal
sætte Maalet højt,
at Menigheden skal se det
som en Livsopgave at faa anbragt troende, levende Præster
i alle Landets Sogne. Naar Talen er om Hedningemissio
nærer eller om Indremissionærer, saa har vi alle en umid
delbar Fornemmelse af, at selv om det ikke er nødvendigt,
at de er begavede Mænd, saa maa de dog være troende
Mænd, der har baade Vilje og ogsaa nogen Evne til at
arbejde i Herrens Tjeneste. Men selvfølgelig gælder gan
ske det samme med Hensyn til Præsterne; og naar vi
alligevel her med Sindsro finder os i, at en Del er udue
lige eller maaske endog helt vantro, saa kommer det gan
ske simpelt af Vanens sløvende Magt; det er, fordi det
gamle statskirkelige Væsen ha r sløvet vor Omtanke paa
dette vigtige Punkt. Altsaa, vi maa sætte Maalet højt, det
er det første. Men dernæst maa Præsterne vælges paa
den eneste naturlige, kirkelige og kristelige Maade, nemlig
saaledes, at den levende Menighed kommer til at raade
for Valget, ganske som Tilfældet er med Hensyn til Hed