KøbenhavnsKirkesag

217

Stød til en betydningsfuld Bevægelse i den rigtige Retning,

hvilket jeg skal prøve nærmere at udvikle.

Det siger sig selv, at naar vi hver Søndag har c. 1200

Præster staaende paa Landets Prædikestole og talende til

større eller mindre Forsamlinger, saa er her en ganske

vidunderlig Lejlighed til at hjælpe Folket frem i alt, hvad

der kristeligt og menneskeligt er stort og godt, — vel at

mærke, hvis det er de rette Mænd, der staar paa disse

Prædikestole. — Og naar de samme Mænd i Ugens 6 Dage

ha r mangfoldig Anledning til at tale med alle Slags Men

nesker, fattige og rige, sunde og syge, saa er atter her en

vidunderlig Lejlighed til at vinde store Sejre, — naar man

bare har de rette Mænd paa disse Pladser.

Men hvordan skal man faa disse? Det er et Spørgs-

maal, som i vore Dage bør blive brændende mere end

nogen Sinde før. For det første maa vi gøre os det klart,

at Herren under os de bedste Præster og derfor venter,

at vi skal

sætte Maalet højt,

at Menigheden skal se det

som en Livsopgave at faa anbragt troende, levende Præster

i alle Landets Sogne. Naar Talen er om Hedningemissio

nærer eller om Indremissionærer, saa har vi alle en umid

delbar Fornemmelse af, at selv om det ikke er nødvendigt,

at de er begavede Mænd, saa maa de dog være troende

Mænd, der har baade Vilje og ogsaa nogen Evne til at

arbejde i Herrens Tjeneste. Men selvfølgelig gælder gan

ske det samme med Hensyn til Præsterne; og naar vi

alligevel her med Sindsro finder os i, at en Del er udue

lige eller maaske endog helt vantro, saa kommer det gan

ske simpelt af Vanens sløvende Magt; det er, fordi det

gamle statskirkelige Væsen ha r sløvet vor Omtanke paa

dette vigtige Punkt. Altsaa, vi maa sætte Maalet højt, det

er det første. Men dernæst maa Præsterne vælges paa

den eneste naturlige, kirkelige og kristelige Maade, nemlig

saaledes, at den levende Menighed kommer til at raade

for Valget, ganske som Tilfældet er med Hensyn til Hed