HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Anmeldelser

situationen for den faglærte arbejder, her repræsenteret af smede- og maskinarbej

dere i to udprægede, men meget forskellige arbejderkvarterer: det befolknings

mæssigt stagnerende

Christianshavn

og den nye ekspansive bydel

Vesterbro.

Under

søgelsen begrænser sig dog ikke kun til disse to kvarterer, men de udgør tyngde

punktet, idet de sammenholdes løbende gennem afhandlingens talrige og detal

jerede beregninger.

A f de omfattende undersøgelser fremgår bl. a., at den faglærte arbejderhusstand

i 1880 normalt beboede en ét- eller to- værelseslejlighed, samt at udgiften til en to

værelses, når varme og lys var lagt til huslejen, som regel udgjorde 20 pct. af den

faglærtes årsindkomst, hvis han boede på Christianshavn, mens den lå 3 pct.

højere på Vesterbro. Dette skyldtes hovedsagelig, at arbejdslønnen her lå lavere,

samtidig med at huslejen var højere. I det hele taget gjaldt det for alle lejligheds

kategorier, at huslejeniveauet lå noget højere på brokvarteret end på Christians

havn, hvor også huslejespredningen var større. Det gjaldt især for ét- og to-værel

seslejlighederne, hvor der var store kvalitetsspring i den gamle bydel i modsætning

til det mere ensartede massenybyggeri på Vesterbro. Frem til brokvartersudbygnin

gen havde beboelsestætheden på Christianshavn således formeret sig i en knop-

skudslignende og uensartet sammenbygningsproces, der udpinte gårdspladsernes

friarealer. Trods de hårde udnyttelsesgrader i Vesterbros korridorhuse, hvis lejlig

heder formodentlig blev den almindeligste boligform for dette kvarters arbejder

familier, understreger forfatteren, at forholdene her alligevel ikke kunne opvise

paralleller til Christianshavns hårde overbefolkning, der sikkert kun blev overgået

af de tættest befolkede gader som Adelgade-kvarterets.

Et udmærket billedmateriale giver dimensioner til tekstens tabeller og argumen

tationer. En særlig force er bogens afsluttende plancher, der i fotografier, lejlig

hedsplaner og oplysninger om beboerantal, husleje, areal pr. person m. m. anskue

liggør de fysiske boligrammer for de omhandlede smede- og maskinarbejdtere gen

nem konkrete personer, hvoraf nogle er centrale nøglefigurer i afhandlingens ana

lyser. Det drejer sig først og fremmest om arbejderne fra Eickhoffs Maskinværk

sted på Vesterbro, hvis løn- og boligforhold forfatteren tidligere har belyst ind

gående (Erhvervshistorisk Årbog 19 75). Der er mange små konklusioner under

vejs gennem bogen og en del unødvendige gentagelser, der tynger en i forvejen

lidt tung fremstilling. Den kunne sikkert have været strammet op og samtidig

udbygget med en mere overordnet sammenfatning, der rakte ud over de enkelte

kapitlers opsummering. Der er også flere næsten indlysende selvfølgeligheder;

eksempelvis kan det næppe overraske mange, der kender lidt til brokvartererne

gennem læsning eller ved selvsyn, at det fremfor alt blev Nørrebro, som prægedes

af de små lejligheder under 25 m2. Alligevel forholder det sig således, at en del af

disse »selvfølgeligheder«, der allerede i samtiden blev registreret statistisk, og som

også senere forskning har redegjort for, er blevet gjort mere skudsikre og dokumen

terede gennem Rich. Willerslevs finjusteringer og nye metodiske tilgangsvinkler.

Bogens hovedtitel »Sådan boede vi« giver desværre i nogen grad et fortegnet

billede af afhandlingens indhold, dens afgrænsning og fremstillingsform. Titlen

er åbenbart et lån fra Rut Liedgrens i dag klassiske »Så bodde vi« fra 1961, der

209