212 / 217
Anmeldelser
med europæisk udsyn giver en lettilgængelig og udførlig skildring af den svenske
byarbejderboligs historiske udvikling frem til det store byggerush i 1930’rne. Hos
Liedgren passede den fængende og »populære« titel godt sammen med hendes
bestræbelser på at nå ud til en bredere offentlighed end fagfolkenes. Hos Rich.
Willerslev lover den imidlertid næsten for meget. Trods titlens signaler er der ikke
tale om bredt anlagt social- og kulturhistorieskrivning om den københavnske arbej
derklasses boligforhold under den tidlige industrialisering. Det påstår forfatteren
i realiteten heller ikke, snarere tværtimod: »Mennesket bag tallene«, savner Willers
lev selv, men »at fravriste statistikken dens præg af anonymitet og give et mere
levende billede af boligens art og de mennesker, den husede, er imidlertid en tids-
og arbejdskrævende opgave« (s. 30).
Med Willerslevs bog foreligger der et vigtigt bidrag til videreudviklingen af ud
forskningsprocessen i arbejderklassens boligforhold og livsvilkår, da København
blev storby under den industrielle gennembrudstid. Bogen har mange, men i denne
sammenhæng nødvendige kildekritiske overvejelser over hvorledes, og i hvilket
omfang dens emne kan gennemlyses. Et vist kendskab til perioden, her især K ø
benhavns urbanisering og den statslige byggelovgivning, de såkaldte liberale »slum
byggelove«, er næsten en forudsætning for at dens stof får social fylde. Afhand
lingen er publiceret inden for rammerne af Statens humanistiske Forskningsråds
projekt
Industrialismens bygninger og boliger
og på linie med andre skrifter her
fra henvender den sig, som antydet ovenfor, primært til fagfæller og forskere fra
tilgrænsende fagområder med engagement i dette væsentlige forskningsfelt. Givende
er den også for andre særligt interesserede, selvom historien om, hvordan »vi«
boede, ikke er færdigfortalt hermed.
Uden for afhandlingens »vi« stod det samtidige borgerskab med dets kvarterer
og lejlighedsarealer og hermed også de entreprenante entreprenører, firmaer og
aktieselskaber, der profiterede på brokvarterernes hastigt opskydende spekulations
byggeri. Deres anpart i forklaringen på hvorfor de københavnske arbejdere måtte
bo, som de gjorde, er en selvstændig analyse værd. Den måtte - i den udstrækning
det er muligt —gå bag om spekulationsvirksomhedens pæne facader og kaste lys
på bl. a. den elskværdige imødekommenhed, som borgerrepræsentationens og magi
stratens politik udviste over for de fremdriftige byggeherrer. Det er en opgave, der
er taget hul på, men indtil nu foreligger der kun få og enkeltstående bidrag, som
klarlægger bestemte forhold inden for byggebranchen, bl. a. om Tietgens virksom
hed. Et mere systematisk projekt, der fravristede branchen dens »præg af anony
mitet« burde opprioriteres inden for
Industrialismens bygninger og boliger.
Lars Dybdahl
Gunnar Sandfeld: Søllerød - som det var engang, 6. samling. Op og ned ad Skods
borg Strandvej. 1979. 269 sider, 110 kr. Historisk-topografisk Selskab for Søllerød
Kommune.
Forfatteren har valgt at gå ud fra ældre og nyere billeder i sin skildring af Skods
borg, hvilket i sig selv giver en måske lidt tilfældig sortering af stoffet (er der ingen