209 / 217
Anmeldelser
neutralitetsforbund mellem Rusland, Preussen, Sverige og Danmark-Norge på
grundlag af en fornyet gennemgang af store dele af det primære kildemateriale.
Feldbæk omkalfatrer ikke hele den traditionelle opfattelse af Danmarks deltagelse
i dette forbund, men kommer med mange nye synspunkter og kendsgerninger, lige
som der er en uddybende præcisering af en lang række af de hidtil kendte forhold.
Endvidere bliver den dansk-norske politik sat ind i en større sammenhæng på
grundlag af den senere forskning i udlandet. Endnu mangler man kendskab til,
hvad der ligger i tyske og især russiske arkiver om dette væbnede neutralitetsfor
bund, hvorfor Feldbæk mener, at den endelige redegørelse for dette forbund må
vente til kendskabet til disse foreligger. Det må imidlertid efter Feldbæks bog skøn
nes, at hovedkarakteristikken af den førte politik fra de forskellige magters side
næppe vil blive forrykket, selv om der åbnedes for de russiske arkiver. Feldbæks
redegørelse har naturligvis Danmark-Norges stilling som udgangspunkt og egentlig
undersøgelsesobjekt.
Med stort held var det lykkedes A. P. Bernstorff som dansk udenrigsminister
gennem en defensiv neutralitetspolitik, der ikke tillod offensiv konvojering, at ud
nytte konjunkturerne optimalt til fordel for dansk-norsk handel. Feldbæk påviser
det kompleks af årsager, der medførte en forværret stilling for Danmark-Norge
efter 1797. F. eks. havde man fra dansk side efterhånden tilladt sig mere og mere
m. h. t. at dække handelsaktiviteter, der strengt taget var en omgåelse af de inter
nationalt accepterede regler for neutral skibsfart, forhold som englænderne var
udmærket klar over. Den franske kaperkrigsførelse bevirkede efter 1797 en kraftig
intensivering af krigsførelsen til søs med øgede muligheder for konfrontationer.
Den engelske tålmodighed var efterhånden opbrugt. Samtidig døde A. P. Bernstorff
og efterfulgtes af Chr. Bernstorff.
Det hører vist nok med til det traditionelle billede af den danske udenrigspolitik,
der førte frem til slaget på Reden 180 1, at lægge en stor del af skylden på Chr.
Bernstorffs manglende dygtighed i forhold til de foregående »store« Bernstorff er.
Feldbæk redegør imidlertid for, hvorledes Chr. Bernstorff klart havde set den
ændring, der var sket i den engelske holdning og at en stejlere holdning m. h. t.
visitering af konvojer ville føre til en konfrontation. Det var dog ikke muligt at
trænge igennem med dette synspunkt over for kronprinsen, der samtidig var præ
ses for Admiralitetet, og over for flertallet af Statsrådets medlemmer. Udgangs
punktet for deres synspunkt var, at de ikke mente, at England ville vove for alvor
at angribe de neutrale landes skibsfart af hensyn til de uoverskuelige konsekvenser,
dette kunne medføre. De danske søofficerer, der konvojerede, fik stadig instrukser
om at modsætte sig visiteringer fra engelsk side. Der er adskillige eksempler på,
hvorledes kronprinsen viste stor opmærksomhed over for skibschefer, der havde
været indblandet i affærer med engelske marinefartøjer, fordi de ville modsætte sig
visiteringer. Det antydes af Feldbæk, at søofficererne af prestigemæssige hensyn
selv har været interesseret i en mere offensiv konvojeringspolitik. Dette synes der
dog ikke at være fuldgyldige beviser på.
Selve slaget på Reden bliver ikke gennemgået i detaljer, idet Feldbæk her hen
holder sig til tidligere redegørelser. Det forlyder, at han senere specielt vil tage
207