71 / 217
Et hus i Amaliegade
de sig Tid efter Anden hvad angik Formuen, hvoraf kun den Del for
blev bestyret i Bergen som bestod i Pantefordringer. - Med Hensyn til
det Ubehagelige at skulle leve skilt fra hinanden, Hans og Marie i Ber
gen og jeg i Kiøbenhavn, saa tillod Kohmanns baade Redelighed og
Dygtighed at der anbetroedes denne en Procura, og at min Søn Hans
kun behøvede af og til at giensee Bergen og Forretningerne og i
Mellemtiden ved Correspondentz at afgiøre Alt Fornøden. Efter An
søgning faaet min Afsked som preussisk Consul, lykkedes det mig at
forskaffe bemeldte Kohmann Successionen, hvorved Anseelse vundet
for ham til Fordeel for Forretningerne . . .«81
Ifølge familietraditionen sendte konsulen sin i det foregående oftere
omtalte næstældste søn og kompagnon Hans Konow til København
med den kommission at købe et palæ ved siden af kongens slot samt
et landsted. Begge dele lykkedes; Amaliegade 13 var vel ikke længer
noget palæ, men beliggenheden var upåklagelig. Landstedet lå ved
Springforbi og var i familiens eje, til det for nogle årtier siden blev
eksproprieret og udlagt til åbent, offentligt område.
August Konow flyttede da i 1861 ind i den ledige stuelejlighed med
sin husbestyrerinde frk. Amalie Krogh og sin store malerisamling -
ifølge boopgørelsen på 233 numre — af overvejende hollandske og
italienske mestre, som hans ven, maleren I. C. Dahl havde været ham
behjælpelig ved anskaffelsen af - af Dahl selv havde han 10 billeder.
Han førte et meget regelmæssigt liv : stod op kl. 6, fik lidt morgenmad,
gik en tur, spillede et parti billard med sig selv, lod sig barbere og
læste herpå til frokosten kl. 12, hvori eventuelt familien og andre
gæster deltog. Om eftermiddagen gik han igen tur, læste, og efter
middagen tilbragte han aftenen med familien. Kl. 21 gik han i seng.
Hans sønnesøn, viceadmiral Henri Konow, skriver desuden om ham:
»Han var meget maadeholdende i sin Levemaade, han røg ikke og
drak, udover et Glas Rødvin til sin Middag, kun The og Kaffe, dette
ogsaa med Maade. Hans Bord var altid udmærket, men aldrig over-
daadigt, og hans Gæster havde altid Lejlighed til at glæde sig over
hans fortrinlige Vinkælder, som ved hans Død da ogsaa viste sig at
indeholde ikke saa faa Tusind Flasker af gode Sager.
Han var i Ordets bedste Forstand »Grand seigneur«, i hvis Hjem
mange nød en udstrakt Gæstfrihed, saaledes at i Sommermaanederne
hver Seng i hans store Hjem paa Landet altid var belagt, og jeg min
69