107 / 427
98
En Prøvelse.
O g pønfed’ paa en eller anden Daad,
Der ikulde ende med Højres Graad
O g
Kummer og dybe Bedrøvelfe.
Ej længe blev deres Planer i Skjul;
A
l b e r t i
flak Hovedet fammen med J u e l
Og
B
e r g
fig ærgrede grøn o g gul
I Udvalg for Valgenes Prøvelfe.
De arbejded' med en betænkelig Flid
I en temmelig lang Betænkningstid,
Som kalier et Lys over Venilres Splid,
Der er ligefaa klart fom Gastens.
I Udvalgets fnævre, indikrænkede Bur
D e Moderate blæfte paa Lur
For
J
ø r g e n
P
e t e r s e n s
Kandidatur
Ved Folketingsvalget i A s f en s .
D e Moderate tænkte fom faa:
«Jørgen er god nok! ham holder vi paa.*
Han er moderat fra Top til Taa,
Ham ikal man os ikke frarane.
Han er jo en Taler med eminent
Og umiskjendeligt Snakketalent.
Med ham kan Statskasfen godt være tjent,
Han kofter den bare — en Bane.»
Uheldigvis blev under famme Sag
En anden Hiftorie bragt for Dag,
Som ikke faldt i
h i n
L
e d r e s
Smag,
Skjøndt Mine deraf han fig giver.
Med Højremænd gav han fig driftig i Kaft
Og kjørte i Ring dem med Jernbanehaft,
Til paa Asfensbanen han felv kjørte fait
Med egne Loke-Motiver.
Hin Repræfentant for det danike Folk,
D e oplyfte Blæfenborgeres Tolk.
En Tunge befidder, faa glat, fom den Dolk
Der fes hos Teaterbanditerne.
Han vifte under Debattens Kvalm-,
A t hans Ord er juft ikke det renefte Malm,
Men hænger fammen fom Ærtehalm
Med Moralen hos Jefuiterne.
S t.
H
o l s t e i n
maa fikkert for fin «Perfon»
Takke fin hellige Skytspatron,
I Fald han faar gratis Abfolution
I Rom hos den hellige Fader.
— Hans Færd har af Riddernatur dog et Træk,
Thi taaler hans Ære faadanne Knæk
Uden at blive aldeles væk,
Maa den være bepansret med — Plader.
Men ellers maa Fægtningens Refultat
I Hjertet glæde hver Moderat.
D et ikabte et Middel, et rigtig probat,
Mod Valgbeftyrerformaftelfe.
Til Afftemning endelig Sagen kom,
Og Tallene talte og fælded’ fom Dom:
« V a l g e t i A s f e n s f k a l g j ø r e s o.m!»
— D et blev altfaa dog en Forkaftelfe.
Ja, nu har vi fire Valg igjen,
Ved hvilke de ærlige Venftremænd
Sesfionen kan faa til at glide hen
Uden Slid i Lovgivningsfagerne.
O Venftre, din fanddrue Adfærd befegH
Hold Æren faa blank fom et anløbet Speji
Med rigtig
m a n g e
. «Huk o mm el f e s f e j l » ;
D et hjælper laa rart paa Klagerne.
Ole Lukøje.
(Fortsat.)
‘
Ole Luk ø j e , „for
der
har været Aftenmøde.
i
Folke
tinget og Bo j s e n har talt, saa faar jeg altid saa
meget at bestille der oppe. Der er en bel Mængde
Folk ude i Byen, som jeg i Aften har maattet lade
Berlingske-Avis besørge.
Den vikarierer for mig,
og den gjør det godt, men Du er jo min faste Kunde,
l i l l eEh l e r s , og Dig skal jeg nok altid selv besørge.
I Aften skal vi tage et historisk Kursus.“
Saa tog O le L u k ø j e E h l e r s ved Haanden
og saa gik de ud i Byen.
Nej, hvor var dog al
Ting forandret! Gamle elendige Rønner var der
med Straatage. Slet ingen Stenbro, men et gyseligt
Søle, næsten som paa gamle Kongevej, naar det har
regnet. Og saa var der bælmørkt og slet ingen
Lygter tændt.
„Det er Kjøbenhavn i gamle Dage,“ sagde
O le Lukøj e .
__