132 / 427
122
Privatbanken.
Lidt i den ftille U ge man faa
P r i v a t b a n k e n s Aktionærer
Forfamle fig talrig, for mulig at faa
E t Indblik i Bankens Affærer.
D o g fpored man ftraks et dybtfølt Savn:
L
iebe
var borte i fjerne Havn
Fra dem, forø i Nøden paa ham
fig
forlode.
Den Aften maatte de trøftes af R
ode
.
Oppofitionen var mødt i F lok
Dirigentvalget itraks fordømmende.
D e
H e rre r H
e l l m a n n
ogTvERMOES o g B
l o c h
Saa Regnikabet efter i Sømmene,
I hvilket et itørre Tab de fandt
«Dækket» med Tant kun, men ej med Kontant*
Saa mente de, Styrerne ikke forftode
A t oprykke Mistilliden med — R
ode
.
Midt i den finanfielle Kiv
Var navnlig Kalamiteten,
Hvorlunde et T a b bliver til et A k t i v ,
Gjenftand for Aktiviteten.
Forgjæves T
ietg en
i Kampen man faa
Med fand Reviforforagt at ilaa:
For fine «Børns» Skyld han fik paa fit H o ’ede;
Paa «Liebe» ej her hans Medgang be-Rode.
«Bort med hver kritifk Reviforaand!»
D et var TlETGEN, der faas at røbe fligt,
Thi Banke-Aanden er redebon,
Men Privat-Banke-Kjødet er ikrøbeligt.
Man véd jo aldrig, hvad der kunde fke,
Og hvad en Revifor vel fik at fe,
I Fald man ham Bankens Papirer betrode
T il uforftyrret i disfe at rode.
Procenter faar nu hver Aktionær,
Skjøndt vift nok kun lidet er vundet.
— Sligt maa dog alligevel glæde enhver
Undtagen — Refervefondet.
En førgelig Medfart Fondet faar,
D et bliver magrere Aar for Aar;
O g gjør man med dette fig længe til Gode,
Saa bliver det fnart aldeles ma-Rode.
Fra By raadsmodet
i X
- b o r g .
x.
1
Byraadets Gaarsmøde
forhandledes følgende Sager:
i .
Forslag fra Forakon-
^
nelseskomitéen
a
) om
at
fjerne Stengjærdet ved Mølle-
\
stien og i dets Sted lade en
Tjørnehæk plante, og
b)
om
at ombytte de gam le, langs
Vibyvejen staaende Frugttræ r
med Popler eller lignende.
Borgemesteren
m aatte
meget bifalde dette Forslag.
Stengjærdet havde længe været i en T ilstand, der næsten
gjorde det farligt at passere det; thi Sten efter Sten rul
lede ud paa Stien og truede de forbigaaendes Fødder.
Taleren skulde i den Anledning erindre om, at hans ældste
næsten sextenaarige Søn, der først havde gaaet Søvejen
og dernæst Landvejen, afvigte Sommer kora gaaende fra
Landevejen over Markvejen ind paa M allestien, hvor han
satte sig i Græsset med Ryggen mod Gjærdet for at bota-
nisere og til den Ende fremtog sin Botaniserkasse og
spiste det deri værende Smørrebrød, som han havde med
hjemmefra, med Paalæg — om at fortære det til Frokost,
hvorved Kassen altsaa blev tom og følgelig skikket til at
rumme de Blomster, hans botaniske Øje m aatte finde. Da
han havde fortæret sin Mad, rejste han sig, men aeppe
havde han gaaet et halvt Dusin Skridt, før en stor Kampe
sten fra Gjærdet styrter ned ju st dér, hvor han havde siddet
og botaniseret (Bevægelse). Havde han nu siddet dér,
vilde Stenen ufejlbarlig have .bibragt ham et Rygstød, der
vilde have gjort ham til Krøbling for Livstid eller maaske
endogsaa udslukket hans unge Liv (stærk Bevægelse), saa
han var faldet som et Offer for Videnskaben (meget stærk
Bevægelse). En Tjørnehæk vilde ikke blot være farefri,
men endogsaa en betydelig Forskjønnelse, især naar der
plantedes Hvidfjørn.
Materialist
Svedskelten
kunde ikke undlade at hænge
sig i den Tjørnehæk (Latter), ja, det kunde han ikke lade
være at undgaa, for han ansaa den for farlig, — men
Sten, det vidste man da, hvad var, og det var dog en
Undtagelse, naar det gik saa galt som med Borgemesterens
Sen, som det gik godt for alligevel, da han ikke sad dér,
hvor han havde sat (stærk Latter). Ja, haa vilde sige,
at smaa Børn det var noget andet end voxne Mennesker
(vedholdende Latter). Og
smaa
Børn kunde let, naar de
vilde plukke Blomster
af Tjørnene,
blive hængende i
dem
og rive sig slemt, og derfor var han imod den Tjørnehæk.
Kjøbmand
Sørensen
maatte fuldstændig staa paa
Borgemesterens Side. Hvad saadan et Stengjærde kunde
bruges til, det havde ban en Dag set med sine egne Øjne,
idet en Torvedag nogle Gadedrenge havde posteret sig
bag bemeldte Gjærde og improviseret en Art Feltartilleri,
idet de havde kjørt op med et Mitraillense-Batteri bestaaende
af flere Pusterør, hvoraf de havde udskudt Kitkugler paa
de forbigaaende Bønder, disses Hustruer og Børn (Bevæ
gelse), de havde saaledes skudt Hatten af en Mand. ramt
en Hund paa Snuden og en anden Mand paa et andet
Sted (stærk Bevægelse), og da en Bondekone kom gaaende
med en Høne i Haanden, havde de ramt baade denne og
Hønen, der havde løsrevet sig fra Bondekonen, som nær
ikke havde fanget den igjen (overordenlig Bevægelse).
Alt dette havde Taleren observeret bag et Bræddeskur, og
han havde besluttet at anfalde Drengene bagfra (Bifald),
men dog senere opgivet denne Tanke, da han var bange
for, at han i sin Vrede skulde forgribe sig paa Drengene
(stærkt Bifald).
Glarmester
Svendsen
mentø. at man maatte sige, at